Gå til indhold
Giv feedbackLog ind
Undervisning

Ordliste

Begreber fra undervisningen ordnet efter det arabiske alfabet (eller A–Å efter translitterationen) – med forklaringen fra lektionerne og et link til, hvor begrebet bliver gennemgået.

← Til alle lektionerBogen: aḥādīth efter nummer

Viser 406 begreber

Ordnet efter:

ا

أَئِمَّةُ الْمُسْلِمِينَ (aʾimmat al-muslimīn)

Muslimernes ledere, som ḥadīthen nævner som modtagere af naṣīḥah.

الِابْتِلَاءُ (al-ibtilāʾ)

Prøvelse; Allah prøver de troende, og prøvelsen kan løfte en tjener i rang.

أَبَرُّ الْبِرِّ (abarr al-birr)

Den største godhed.

أَبْشِرْ (abshir)

»Glæd dig« – indledningen til en god nyhed (Riyāḍ 382).

الِاتِّبَاعُ (al-ittibāʿ)

At følge Profeten ﷺ, som er beviset på kærligheden til Allah (Āl ʿImrān 3:31).

أَتْقَاهُمْ (atqāhum)

Den, der har mest taqwā; det ædleste menneske ifølge Riyāḍ nr. 69.

الْإِثْمُ وَالْعُدْوَانُ (al-ithm wa-l-ʿudwān)

Synd og overskridelse, som man ikke må samarbejde om.

الِاجْتِهَادُ (al-ijtihād)

En lærds selvstændige udledning efter anerkendte metoder.

الْإِجْمَاعُ (al-ijmāʿ)

Konsensus blandt de lærde; en af de fire lovkilder.

الِاحْتِسَابُ (al-iḥtisāb)

At søge belønningen hos Allah for det, man udholder.

At gøre noget i håb om belønningen hos Allah (Riyāḍ 293).

الْأَحْزَابُ (al-aḥzāb)

De allierede stammer, der belejrede Madīnah ved grøften.

الْإِحْسَانُ (al-iḥsān)

At gøre godt, uden at godheden er afgrænset.

At gøre det gode fuldt ud; ordet Allah bruger om forældrene.

At tilbede Allah, som om man ser Ham.

إِحْيَاءُ السُّنَّةِ (iḥyāʾ al-sunnah)

At genoplive en glemt sunnah – den rette forståelse af fornyelse.

الِاخْتِلَافُ (al-ikhtilāf)

Uenighed; en anerkendt uenighed mellem lærde skal mødes med respekt.

الْإِخْلَاصُ (al-ikhlāṣ)

Oprigtighed: at vise ṣabr for Allahs skyld og ikke for at blive kaldt tålmodig.

Oprigtighed; et af de kapitler, der ifølge forklareren tilsammen giver istiqāmah.

Oprigtighed; kernen i naṣīḥah for Allah.

الْأَدَبُ (al-adab)

God opførsel og etikette, som ikke må være selektiv.

الْإِدْلَاجُ (al-idlāj)

At drage af sted i nattens begyndelse; i Riyāḍ 410 at tage tidligt fat på lydigheden.

الْأَرَاكُ (al-arāk)

Træet, som miswāk laves af (Riyāḍ 214).

الْأَرِيكَةُ (al-arīkah)

Sofaen eller hvilesædet i ḥadīthen om den, der vil nøjes med Qurʾānen.

الْأَسْبَابُ (al-asbāb)

Midlerne, man bruger; resultaterne (al-musabbabāt) kommer fra Allah.

أَسْبَابُ النُّزُولِ (asbāb al-nuzūl)

Anledningerne til, at bestemte vers blev åbenbaret.

الِاسْتِخْلَافُ (al-istikhlāf)

At Allah gør mennesker til efterfølgere på jorden for at se, hvordan de handler.

الِاسْتِرْجَاعُ (al-istirjāʿ)

At sige »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage«, når en ulykke rammer.

At sige »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage« – en erkendelse af, at alt tilhører Allah.

الِاسْتِرْقَاءُ (al-istirqāʾ)

At bede andre om at udføre ruqyah over én (lā yastarqūn, Riyāḍ 74).

الِاسْتِعْفَافُ (al-istiʿfāf)

At afholde sig fra at spørge andre om noget; i ḥadīthen gør Allah den afholdende, der stræber efter det.

الِاسْتِعْمَالُ (al-istiʿmāl)

At Allah »bruger« en tjener ved at lede ham til gode gerninger før døden.

الِاسْتِغْفَارُ (al-istighfār)

At bede Allah om tilgivelse; underviseren skelner det fra tawbah, der også indebærer at vende om.

At bede Allah om tilgivelse.

At bede om tilgivelse, også for sine forældre (Riyāḍ 343).

الِاسْتِغْنَاءُ (al-istighnāʾ)

At være uafhængig af mennesker; underviseren knytter det til den stærke troende.

الِاسْتِقَامَةُ (al-istiqāmah)

At stå fast på den lige vej og vende tilbage, når man afviger.

الْإِسْرَاءُ (al-isrāʾ)

Natterejsen fra Mekka til Jerusalem.

الْإِسْرَافُ (al-isrāf)

Overforbrug og spild, fx af mad.

الْإِسْنَادُ (al-isnād)

Overleveringskæden, som ḥadīth-videnskaben undersøger for at bevare sunnah.

الْأُسْوَةُ الْحَسَنَةُ (al-uswah al-ḥasanah)

Det smukke eksempel, som Profeten ﷺ er for de troende (al-Aḥzāb 33:21).

Det smukke eksempel, Profeten ﷺ er i alle livets situationer (al-Aḥzāb 33:21).

الْأَشُدُّ (al-ashudd)

Den fulde styrke og modenhed, som verset knytter til 40-årsalderen (46:15).

الْإِصْرُ (al-iṣr)

En tung byrde som den, tidligere folk fik pålagt (al-Baqarah 2:286).

الْإِصْلَاحُ (al-iṣlāḥ)

Forsoning mellem stridende (al-Ḥujurāt 49:9–10).

الْإِصْلَاحُ بَيْنَ النَّاسِ (al-iṣlāḥ bayna al-nās)

At forsone mennesker; kapitlets emne.

أَضْعَفُ الْإِيمَانِ (aḍʿaf al-īmān)

Den svageste īmān: at fornægte det onde i hjertet (Riyāḍ 184).

الِاعْتِكَافُ (al-iʿtikāf)

At opholde sig i moskéen i tilbedelse.

الْإِعْذَارُ (al-iʿdhār)

At Allah ikke efterlader nogen undskyldning, fordi Han har givet tid nok.

أُفٍّ (uff)

Det mindste udtryk for utilfredshed, som man ikke må sige til forældrene (al-Isrāʾ 17:23).

إِفْشَاءُ السَّلَامِ (ifshāʾ al-salām)

At sprede salām (Riyāḍ 378).

إِقَامَةُ الصَّلَاةِ (iqāmat al-ṣalāh)

At opretholde bønnen, ikke blot udføre den.

الْأَقْتَابُ (al-aqtāb)

Indvoldene (Riyāḍ 198).

الِاقْتِصَادُ فِي الْعِبَادَةِ (al-iqtiṣād fī al-ʿibādah)

Mådehold og balance i tilbedelsen; kapitlets emne.

الْأَقْرَبُونَ (al-aqrabūn)

De nærmeste slægtninge, som Profeten ﷺ rådede Abū Ṭalḥah til at give til.

الْإِكْرَامُ (al-ikrām)

At ære og vise gæstfrihed, særligt over for gæsten.

إِمَاطَةُ الْأَذَى (imāṭat al-adhā)

At fjerne noget skadeligt fra vejen; den mindste del af īmān (Riyāḍ 125).

إِمَاطَةُ الْأَذَى عَنِ الطَّرِيقِ (imāṭat al-adhā ʿan al-ṭarīq)

At fjerne det skadelige fra vejen – en af ummahens gode gerninger (Riyāḍ 119).

الْإِمَامُ (al-imām)

Leder og forbillede, som vejleder med det, Allah har åbenbaret.

الْإِمَامَةُ فِي الدِّينِ (al-imāmah fī al-dīn)

Lederskab i religionen, som as-Sajdah 32:24 knytter til ṣabr og overbevisning.

الْأَمَانَةُ (al-amānah)

Det, man er betroet; hykleren sviger det.

Troværdighed; sammen med ṣidq grundlaget for tillid og daʿwah.

Det betroede: ansvar, tillid og pligter over for Allah, mennesker og sig selv.

Noget betroet; formuen er betroet mennesket af Allah.

Det betroede, fx ens arbejde og løn.

الْأَمْثَلُ فَالْأَمْثَلُ (al-amthal fa-l-amthal)

De, der ligner profeterne mest, og derefter de næste – de prøves hårdest efter profeterne.

الْأَمْرُ بِالْمَعْرُوفِ وَالنَّهْيُ عَنِ الْمُنْكَرِ (al-amr bi-l-maʿrūf wa-l-nahy ʿan al-munkar)

At påbyde det gode og forbyde det onde – en ṣadaqah, der gavner andre.

At påbyde det gode og forbyde det onde; kapitlets emne.

الْأَمِينُ (al-amīn)

Den betroede, der videregiver det, han har fået ansvar for (Riyāḍ 180).

الْإِنْسَانُ وَالنِّسْيَانُ (al-insān wa-l-nisyān)

Mennesket og glemsomheden; underviseren kobler ordene for at vise, at mennesket glemmer.

الْأَنْصَارُ (al-anṣār)

Medinas muslimer, der tog imod Profeten ﷺ (Riyāḍ 345).

أَنْفَسُهَا عِنْدَ أَهْلِهَا (anfasuhā ʿinda ahlihā)

Den mest værdifulde for sine ejere – den slave, det er bedst at frigive (Riyāḍ 117).

الِانْقِيَادُ لِحُكْمِ اللهِ (al-inqiyād li-ḥukm Allāh)

At underkaste sig Allahs dom; kapitlets emne.

الْإِنْكَارُ (al-inkār)

At afvise og stoppe det forkerte.

أَنْوَاعُ الصَّبْرِ (anwāʿ al-ṣabr)

De tre typer ṣabr, underviseren nævner: i at udføre pligter, i at afholde sig fra det forbudte og med det, Allah har bestemt.

أَهْلُ الدُّثُورِ (ahl al-duthūr)

De velhavende; duthūr betyder rigdom (Riyāḍ 120).

أَهْلُ الْعَافِيَةِ (ahl al-ʿāfiyah)

De, der levede uden store prøvelser, og som på Dommedagen ønsker, de var blevet prøvet.

أَوَاخِرُ الْعُمُرِ (awākhir al-ʿumr)

Livets sidste del, hvor de gode gerninger skal øges.

أُولُو الْأَحْلَامِ وَالنُّهَى (ulū al-aḥlām wa-l-nuhā)

De modne og forstandige, der står nærmest imāmen (Riyāḍ 349).

أُولُو الْأَلْبَابِ (ulū al-albāb)

De, der har forstand, og som ser tegnene (3:190).

De forstandige, der lader sig påminde (al-Zumar 39:9).

الْأَوْلِيَاءُ (al-awliyāʾ)

Beskyttere; englene er beskyttere for dem, der står fast (41:31).

أَوْلِيَاءُ (awliyāʾ)

Allierede og støtter; de troende er hinandens (al-Tawbah 9:71).

الْآيَاتُ (al-āyāt)

Tegn – både Qurʾānens vers og tegnene i skabelsen.

آيَةُ الْمُنَافِقِ (āyat al-munāfiq)

Hyklerens kendetegn: at lyve, at bryde løfter og at svige det betroede.

الْإِيمَانُ (al-īmān)

Troen, som ifølge underviseren stiger og falder med yaqīn og tawakkul.

ب

الْبَاطِلُ (al-bāṭil)

Det forgæves; »Du har ikke skabt dette forgæves« (3:191).

الْبُخْلُ (al-bukhl)

Nærighed; at holde tilbage, hvad man burde give.

Nærighed; en af de hjertesygdomme, der holder en tilbage fra at give.

الْبِدْعَةُ (al-bidʿah)

En nyskabelse i dīnen, der påstås at være en del af den og strider mod dens grundlag.

Noget nyt i religionen uden grundlag i sharīʿah, som søges gjort til tilbedelse.

الْبِرُّ (al-birr)

Et omfattende ord for alt det gode, som sandfærdighed fører til.

Alt det gode, som sandfærdighed fører til.

Fromhed; ifølge Riyāḍ 589 er det god karakter.

Fromhed: alt det gode, Allah elsker og er tilfreds med.

Det gode i alle dets former (al-Baqarah 2:44).

Fromhed; et begreb, der samler alle former for godhed (Āl ʿImrān 3:92).

بِرُّ الْوَالِدَيْنِ (birr al-wālidayn)

Godhed mod forældrene, der omfatter alt godt.

الْبَرَكَةُ (al-barakah)

Velsignelse, fx i ens tid, nævnt i deltagernes refleksion.

Velsignelsen i en handel, som ærlighed giver og løgn fjerner.

Velsignelsen i penge og liv, som forsvinder ved uretfærdig erhvervelse.

Velsignelse, der lægges i formue, børn og liv.

Velsignelse i tiden og tingene frem for mængden.

Velsignelse i formue og tid.

الْبُرْهَانُ (al-burhān)

Bevis; ṣadaqah er bevis på īmān (Riyāḍ 25).

الْبُشْرَى (al-bushrā)

Glædelige nyheder; underviseren forbinder ordet med بِشْر (bishr), et smilende ansigt.

الْبَلَاءُ (al-balāʾ)

Prøvelse, som underviseren sammenligner med bitter medicin, der renser.

الْبُلُوغُ (al-bulūgh)

Puberteten, hvor ansvaret over for Allah begynder.

Kønsmodenhed; indtil da forvalter faderen barnets formue på dets vegne.

الْبَوَائِقُ (al-bawāʾiq)

Ondskab og skade (Riyāḍ 305).

بَيْرَحَاءُ (Bayraḥāʾ)

Abū Ṭalḥahs palmehave over for moskeen; al-Nawawī nævner, at navnet udtales på flere måder.

ت

التَّابِعُونَ (al-tābiʿūn)

Efterfølgerne: de, der lærte af ledsagerne, men ikke mødte Profeten ﷺ.

التَّبَتُّلُ (al-tabattul)

At hengive sig helt til Allah og vende sig bort fra alt andet (al-Muzzammil 73:8).

تَثْبِيتُ الْفُؤَادِ (tathbīt al-fuʾād)

At styrke hjertet; grunden til, at Qurʾānen blev åbenbaret i dele (al-Furqān 25:32).

التِّجَارَةُ (al-tijārah)

Handel; Qurʾānen kalder gerningerne for Allah en handel, der aldrig taber.

التَّجْهِيزُ (al-tajhīz)

At udruste en anden til at drage ud (Riyāḍ 177).

التَّحْكِيمُ (al-taḥkīm)

At gøre Profeten ﷺ til dommer i det, man strides om (al-Nisāʾ 4:65).

التَّرَاحُمُ (al-tarāḥum)

Gensidig barmhjertighed (Riyāḍ 224).

التَّرْبِيَةُ (al-tarbiyah)

Opdragelse; viden uden opdragelse hos lærere ender galt, ifølge underviseren.

التَّسْبِيحُ وَالِاسْتِغْفَارُ (al-tasbīḥ wa-l-istighfār)

At erklære Allah fri for mangler og bede om tilgivelse, som befalet i sūrat al-Naṣr.

التَّسْبِيحُ وَالتَّحْمِيدُ وَالتَّكْبِيرُ وَالتَّهْلِيلُ (al-tasbīḥ, al-taḥmīd, al-takbīr, al-tahlīl)

At sige subḥān Allāh, al-ḥamdu lillāh, Allāhu akbar og lā ilāha illā Allāh.

التَّسْلِيمُ (al-taslīm)

Fuld underkastelse under Allahs og Profetens ﷺ afgørelse.

التَّعَاوُنُ (al-taʿāwun)

Samarbejde; kapitlets emne (al-Māʾidah 5:2).

التَّفَكُّرُ (al-tafakkur)

Refleksion over Allahs tegn i skabelsen og over egne handlinger.

التَّقَرُّبُ (al-taqarrub)

At komme Allah nærmere gennem lydighed.

التَّقْوَى (al-taqwā)

Gudsfrygt; fastens mål (al-Baqarah 2:183).

At beskytte sig ved at passe på ikke at overtræde Allahs grænser.

Gudsfrygt; af roden for beskyttelse – et skjold mod Allahs straf.

Gudsfrygt; i verset knyttet til forsoningen.

التَّكَلُّفُ (al-takalluf)

At overanstrenge og overdrive, så det bliver en byrde.

التَّكْلِيفُ (al-taklīf)

Ansvaret for at følge Allahs påbud og forbud.

التَّلْبِيَةُ (al-talbiyah)

»Labbayk Allāhumma labbayk« – pilgrimmens svar til Allah, som han genopstår med.

التَّمَنِّي وَالتَّحَلِّي (al-tamannī wa-l-taḥallī)

Ønsketænkning og ydre pynt, som īmān ikke er ifølge al-Ḥasan al-Baṣrī.

التَّوَاصِي بِالْحَقِّ وَالصَّبْرِ (al-tawāṣī bi-l-ḥaqq wa-l-ṣabr)

At råde hinanden til sandheden og til tålmodighed (al-ʿAṣr 103:3).

التَّوَاضُعُ (al-tawāḍuʿ)

Ydmyghed, fx at lade være med luksus i tøj for Allahs skyld.

التَّوْبَةُ (al-tawbah)

Allahs tilgivelse af Kaʿb og de to andre efter deres oprigtige fortrydelse.

Anger og omvendelse til Allah.

التَّوْبَةُ (tawbah)

At fortryde og vende tilbage til Allah med et oprigtigt ønske om at ændre sig.

At vende tilbage til Allah fra synd; ifølge underviserens gennemgang kræver det oprigtig indre og ydre ændring.

تَوْبَةً نَصُوحًا (tawbatan naṣūḥā)

Oprigtig tawbah nævnt i Qurʾān 66:8.

التَّوْقِيرُ (al-tawqīr)

At ære og vise respekt.

التَّوَكُّلُ (al-tawakkul)

At overlade sine anliggender til Allah og stole på Ham, i det indre og det ydre, mens man gør sit.

Tillid til Allah i det, man søger i dette liv og det næste.

ج

الْجَارُ (al-jār)

Naboen, hvis ret ikke kan erstattes af megen bøn og faste.

الْجَارُ الْجُنُبُ (al-jār al-junub)

Naboen, der er fremmed eller længere væk (al-Nisāʾ 4:36).

الْجَارُ ذُو الْقُرْبَى (al-jār dhū l-qurbā)

Naboen, der også er slægt (al-Nisāʾ 4:36).

الْجَبَّارُونَ (al-jabbārūn)

De tyranniske (Riyāḍ 254).

الْجَزَعُ (al-jazaʿ)

Utålmodighed og fortvivlelse, som ṣabr holder sjælen tilbage fra.

Utålmodighed og fortvivlelse, som ikke ændrer skæbnen.

الْجَلِيسُ الصَّالِحُ (al-jalīs al-ṣāliḥ)

Den gode ven eller sidemand (Riyāḍ 363).

جَمْعُ الْقُرْآنِ (jamʿ al-Qurʾān)

Samlingen af Qurʾānen i én samling under Abū Bakr.

الْجِهَادُ (al-jihād)

Anstrengelse og kamp for Allahs skyld; ifølge underviseren og Ibn al-Qayyim langt mere end fysisk kamp.

جِهَادُ النَّفْسِ (jihād al-nafs)

Kampen med sig selv: at lære, handle efter det, kalde til det og holde ud.

جَوَامِعُ الْكَلِمِ (jawāmiʿ al-kalim)

Korte udsagn med omfattende betydning, som Profetens ﷺ svar til Sufyān.

Profetens ﷺ korte, men altomfattende udsagn.

ح

حَافِظَاتٌ لِلْغَيْبِ (ḥāfiẓāt li-l-ghayb)

De, der beskytter det, der skal beskyttes, når manden ikke er til stede (al-Nisāʾ 4:34).

حَامِلُ الْقُرْآنِ (ḥāmil al-Qurʾān)

Den, der bærer Koranen med sig i hjertet og livet (Riyāḍ 354).

الْحُبُّ فِي اللهِ (al-ḥubb fī Allāh)

Kærlighed for Allahs skyld.

الْحَجَرُ الْأَسْوَدُ (al-ḥajar al-aswad)

Den sorte sten i Kaʿbah, som ʿUmar kyssede alene af lydighed (Riyāḍ 167).

الْحُدُودُ (al-ḥudūd)

Faste straffe, hvor forbøn efter dom er forbudt (Riyāḍ 650).

حُدُودُ اللهِ (ḥudūd Allāh)

Allahs grænser; i Riyāḍ 187 det, Allah har forbudt.

الْحَدِيثُ الْقُدْسِيُّ (al-ḥadīth al-qudsī)

En ḥadīth, hvor Profeten ﷺ gengiver, hvad Allah siger, uden at det er en del af Qurʾānen.

Ord, som Profeten ﷺ fortæller, at Allah har sagt, men som ikke er en del af Qurʾān.

En ḥadīth, hvor Profeten ﷺ gengiver, hvad Allah siger.

حَدِيثُ النَّفْسِ (ḥadīth al-nafs)

De tanker, der falder én ind, og som man ikke stilles til regnskab for, før man handler.

Ḥadīth qudsī · حَدِيثٌ قُدْسِيٌّ

Et udsagn, som Profeten ﷺ overleverer fra Allah. Underviseren skelner mellem dets overleverede ordlyd og Koranens åbenbaring.

الْحَرَجُ (al-ḥaraj)

Byrde eller trængsel; Allah har ikke lagt nogen byrde i dīnen (al-Ḥajj 22:78).

حُرُمَاتُ اللهِ (ḥurumāt Allāh)

Det, Allah har gjort ukrænkeligt (al-Ḥajj 22:30).

الْحُرْمَةُ (al-ḥurmah)

Ukrænkelighed; det, der ikke må krænkes.

الْحِزْبُ (al-ḥizb)

Den faste andel af recitation eller bøn, man har pålagt sig selv (Riyāḍ 153).

حَسْبُنَا اللَّهُ وَنِعْمَ الْوَكِيلُ (ḥasbunā Allāhu wa-niʿma al-wakīl)

»Allah er nok for os, og Han er den bedste at overlade sagen til« – sagt af Ibrāhīm og af Profeten ﷺ.

الْحَسَدُ (al-ḥasad)

Misundelse; en hjertesygdom, der hindrer én i at ønske det gode for andre.

Misundelse.

Ond misundelse, der ønsker, at den anden mister det gode.

الْحَسَنَاتُ (al-ḥasanāt)

Gode handlinger; underviseren forklarer vigtigheden af at følge dårlig adfærd med gode handlinger.

Gode gerninger; Dommedagens eneste valuta.

حَقُّ الطَّرِيقِ (ḥaqq al-ṭarīq)

Vejens ret (Riyāḍ 190).

حَقَّ تُقَاتِهِ (ḥaqqa tuqātih)

Den taqwā, Allah fortjener (Āl ʿImrān 3:102), forklaret ved »så godt I kan« (64:16).

الْحَكَمُ (al-ḥakam)

En retfærdig tredjepart, der mægler eller dømmer mellem stridende; underviseren taler om at hente en sådan mægler.

الْحِكْمَةُ (al-ḥikmah)

Visdommen bag et påbud, som man ikke behøver at kende for at adlyde.

Visdom, der skal ledsage viden, når man giver råd.

Visdom: at vælge sine kampe og vurdere hver situation.

حُلَلُ الْإِيمَانِ (ḥulal al-īmān)

»Troens klæder«; ifølge al-Tirmidhī de klæder fra Jannah, som gives troens folk.

الْحَنِيفِيَّةُ السَّمْحَةُ (al-ḥanīfiyyah al-samḥah)

Den lette, naturlige dīn, som underviseren siger, Profeten ﷺ blev sendt med.

خ

الْخَبِيثُ (al-khabīth)

Det dårlige, man ikke må søge at give af (al-Baqarah 2:267).

الْخُسْرُ (al-khusr)

Tab som i en handel; den, der bruger sin tid forkert, går fallit.

الْخُشُوعُ (al-khushūʿ)

Hjertets ydmyghed over for Allahs påmindelse (al-Ḥadīd 57:16).

خَفْضُ الْجَنَاحِ (khafḍ al-janāḥ)

At sænke vingen: ydmyghed over for de troende (al-Ḥijr 15:88).

الْخِلَافَةُ (al-khilāfah)

Menneskets rolle som stedfortræder på jorden.

الْخُلَّةُ (al-khullah)

Den højeste grad af kærlighed, nævnt om Ibrāhīm og Muḥammad ﷺ.

الْخَلِيلُ (al-khalīl)

Den nære ven, hvis dīn man følger (Riyāḍ 367).

الْخَنْدَقُ (al-khandaq)

Grøften, der blev gravet for at forsvare Madīnah.

الْخَوَاتِيمُ (al-khawātīm)

Afslutningerne; gerningerne bedømmes efter dem.

الْخَوَارِجُ (al-khawārij)

En tidlig gruppe, der med stor ydre tilbedelse erklærede ledsagere for vantro; underviserens eksempel på overdrivelse.

الْخَوْفُ (al-khawf)

Frygt for Allah, der holder én fra det forbudte og får én til at bevæge sig mod Ham.

الْخِيَارُ (al-khiyār)

Retten til at træde tilbage fra en handel, så længe køber og sælger ikke er skilt.

خَيْرُ أُمَّةٍ (khayr ummah)

Den bedste ummah, sendt til menneskene (Āl ʿImrān 3:110).

د

الدُّعَاءُ (al-duʿāʾ)

Påkaldelse af Allah, som ifølge Riyāḍ 193 kan forblive ubesvaret.

الدُّعَاءُ – duʿāʾ

At bede Allah om hjælp, tilgivelse og godt; personlig duʿāʾ og nattens sidste del fremhæves.

الدَّلَالَةُ عَلَى الْخَيْرِ (al-dalālah ʿalā al-khayr)

At vise vej til det gode, som giver samme løn som gerningen (Riyāḍ 173).

ذ

ذَاتُ الدِّينِ (dhāt al-dīn)

Den, der har dīn (Riyāḍ 364).

الذِّكْرُ (al-dhikr)

At mindes Allah og samles om gudsdyrkelse, hvilket fremhæves i forsamlingens ḥadīth.

الذِّكْرُ – dhikr

At ihukomme Allah; underviseren fremhæver blandt andet morgen- og aftenadhkār.

ر

الرَّجَاءُ (al-rajāʾ)

Håb i Allahs barmhjertighed i stedet for fortvivlelse.

Håbet om Allahs barmhjertighed og tilgivelse, uden at undlade konkret handling.

Håb; den anden vinge, som frygten skal balanceres med.

الرَّحْمَةُ (al-raḥmah)

Barmhjertighed, både i forholdet til andre og i håbet om Allahs tilgivelse.

Allahs barmhjertighed, som i sidste ende bringer en i Jannah.

الرَّحَى (al-raḥā)

Møllestenen, som æslet går rundt om.

رَدٌّ (radd)

Afvist; det, der ikke accepteres hos Allah (Riyāḍ 169).

الرِّزْقُ (al-rizq)

Forsyning og levebrød, som Allah fordeler.

الرِّضَا (al-riḍā)

Tilfredshed med Allahs bestemmelse; et trin over ṣabr.

الرِّضَا وَالسُّخْطُ (al-riḍā wa-l-sukhṭ)

Tilfredshed og utilfredshed med Allahs bestemmelse; den tilfredse får tilfredshed, den utilfredse utilfredshed.

الرُّقْيَةُ (al-ruqyah)

Recitation af Qurʾān og duʿāʾ over en syg for at søge helbredelse; i ḥadīthen roses dem, der ikke beder andre om den.

At læse vers og duʿāʾer over en syg; bedømmes efter sit indhold.

رَكْعَتَا الْفَجْرِ (rakʿatā al-fajr)

De to sunnah-rakʿah før fajr, som er bedre end verden og alt i den.

الرَّمْضَاءُ (al-ramḍāʾ)

Jord, der er hedet stærkt op af solen (Riyāḍ 137).

الرَّهْبَانِيَّةُ (al-rahbāniyyah)

Munkevæsen; en tilbedelsesform, som tidligere folk selv opfandt.

Munkevæsenet, som tidligere folk selv opfandt og ikke kunne holde (al-Ḥadīd 57:27).

الرِّيَاءُ (al-riyāʾ)

At gøre gode handlinger for at blive set; omtales som en fare for oprigtige intentioner.

At gøre gode gerninger for at blive set eller rost af mennesker.

رِيَاضُ الْجَنَّةِ (riyāḍ al-jannah)

Paradisets haver; dhikr-kredsene på jorden (al-Tirmidhī 3510).

ز

الزَّكَاةُ (al-zakāh)

Den obligatoriske almisse, som går forud for frivillig ṣadaqah.

س

سَاعَةٌ وَسَاعَةٌ (sāʿah wa-sāʿah)

»En time og en time«: tid til tilbedelse og tid til familie og hverdag.

السَّبْتُ (al-sabt)

Sabbatten, hvor Israels børn ikke måtte fiske (al-Aʿrāf 7:163).

السَّتْرُ (al-satr)

At Allah dækker over en persons synder, så andre ikke opdager dem – et af de trin i Allahs barmhjertighed, underviseren nævner.

At dække over andres fejl (Riyāḍ 233).

At dække over andres fejl og synder.

السَّرَائِرُ (al-sarāʾir)

Det indre og skjulte, som er overladt til Allah.

السَّكِينَةُ (al-sakīnah)

Den ro, der kommer over en forsamling, som læser og studerer Allahs Bog.

Den ro, der kommer over en forsamling, der studerer Allahs Bog.

السُّلَامَى (al-sulāmā)

Leddene i kroppen; for hvert påhviler en daglig ṣadaqah (Riyāḍ 122).

Kroppens led, som der skal gives ṣadaqah for (Riyāḍ 248).

السُّلْطَانُ (al-sulṭān)

Ens myndighedsområde, fx ens hjem; her leder man selv bønnen (Riyāḍ 348).

سُلْطَانٌ جَائِرٌ (sulṭān jāʾir)

En uretfærdig magthaver.

سَمِعْنَا وَأَطَعْنَا (samiʿnā wa-aṭaʿnā)

»Vi hører, og vi adlyder« – de troendes svar på Allahs befaling (al-Nūr 24:51, al-Baqarah 2:285).

السُّنَّةُ (al-sunnah)

Profetens ﷺ vej, som er balance mellem tilbedelse og livets andre rettigheder.

Profetens ﷺ ord, handlinger og vej; islams anden kilde.

السُّنَّةُ الْحَسَنَةُ وَالسَّيِّئَةُ (al-sunnah al-ḥasanah wa-l-sayyiʾah)

En god eller dårlig praksis, som andre følger efter én (Riyāḍ 171).

سَيِّدُ الِاسْتِغْفَارِ (sayyid al-istighfār)

En kendt bøn om tilgivelse; den afsluttende danske duʿāʾ svarer i indhold til den.

ش

الشَّبَابُ (al-shabāb)

Ungdommen fra puberteten til 40 år – energiens, prøvelsernes og læringens tid.

شِبْرٌ، ذِرَاعٌ، بَاعٌ (shibr, dhirāʿ, bāʿ)

Håndsbredde (spændvidde), armslængde (underarm) og favnefang – målene i Riyāḍ 96.

الشُّبُهَاتُ (al-shubuhāt)

Tvivl og forvirring om troen, som Shayṭān sår; mødes med yaqīn og viden.

الشُّحُّ (al-shuḥḥ)

Griskhed og nærighed (Riyāḍ 203).

الشِّرْكُ (al-shirk)

At sætte noget ved Allahs side; den største synd.

الشِّرْكُ الْأَصْغَرُ (al-shirk al-aṣghar)

En mindre form for shirk, som riyāʾ hører under.

شُرُوطُ التَّوْبَةِ (shurūṭ al-tawbah)

Betingelserne for tawbah, som al-Nawawī tilskriver de lærde: at holde op, at fortryde, at beslutte ikke at vende tilbage og at gøre uret mod andre god igen.

Betingelser for oprigtig tawbah, herunder genoprettelse af andres rettigheder, når det er relevant.

شَعَائِرُ اللهِ (shaʿāʾir Allāh)

Allahs ritualer og kendetegn (al-Ḥajj 22:32).

شَعْبَانُ (Shaʿbān)

Måneden før Ramaḍān.

الشَّفَاعَةُ (al-shafāʿah)

Forbøn: at tale en andens sag; af ordet for at være to om noget.

الشُّكْرُ (al-shukr)

Taknemmelighed, ṣabrs tvilling.

الشَّكْوَى (al-shakwā)

Klage; underviseren skelner mellem at klage over Allahs bestemmelse og at fortælle en nær person, at noget er svært.

الشَّهَادَةُ (al-shahādah)

Martyrdøden, som den oprigtigt bedende kan nå rangen af.

شَهَادَةُ الزُّورِ (shahādat al-zūr)

Falsk vidnesbyrd.

الشَّهَوَاتُ (al-shahawāt)

Lysterne, som Ilden er omgivet af, og som Shayṭān bruger.

الشَّيْبُ (al-shayb)

Det grå hår – et lys på Dommens Dag og et tegn på alder.

الشَّيْخُوخَةُ (al-shaykhūkhah)

Alderdommen, hvor man forbereder sig på at møde Allah.

ص

الصَّاحِبُ بِالْجَنْبِ (al-ṣāḥib bi-l-janb)

Ledsageren ved ens side, fx ægtefælle, rejsefælle eller nær ven.

الصَّادِقُ وَالصِّدِّيقُ (al-ṣādiq wa-l-ṣiddīq)

Den sandfærdige, der vælger sandheden, og den gennemført sandfærdige, der søger den i alt.

الصَّانِعُ وَالْأَخْرَقُ (al-ṣāniʿ wa-l-akhraq)

Den, der arbejder, og den, der ikke selv magter sit arbejde; ifølge al-Nawawī læses ṣāniʿ også ḍāʾiʿ, den nødlidende.

الصَّبْرُ (al-ṣabr)

Tålmodighed, udholdenhed og vedholdenhed.

Sprogligt at holde tilbage; at holde sig selv fast i lydighed, væk fra det forbudte og rolig over for prøvelser.

Tålmodighed og udholdenhed; ifølge underviseren en aktiv handling, ikke passivitet.

الصَّبْرُ وَالشُّكْرُ (al-ṣabr wa-l-shukr)

Tålmodighed og taknemmelighed, som gør alt godt for den troende (Riyāḍ 27).

الصُّحْبَةُ الصَّالِحَةُ (al-ṣuḥbah al-ṣāliḥah)

Et godt fællesskab, der støtter praktisk forandring.

الصِّحَّةُ وَالْفَرَاغُ (al-ṣiḥḥah wa-l-farāgh)

Helbred og fritid – de to velsignelser, mange taber på.

الصَّدَاقُ (al-ṣadāq)

Brudegaven, som værgerne snød de forældreløse piger for (al-Nisāʾ 4:3).

الصِّدْقُ (al-ṣidq)

Sandfærdighed og ærlighed, så det indre og ydre stemmer overens med virkeligheden.

At det indre og ydre stemmer overens, i hjerte, handling og tale.

صِدْقُ الْقَلْبِ وَاللِّسَانِ وَالْعَمَلِ (ṣidq al-qalb wa-l-lisān wa-l-ʿamal)

Sandfærdighed på tre niveauer: i hjertet, i tale og i handling.

الصَّدَقَةُ (al-ṣadaqah)

Velgørenhed; i Riyāḍ 117 også det at holde sit onde fra andre.

Velgørenhed; i denne lektion også dhikr, et smil, hjælp og skridt til moskéen.

Frivillig gave for Allahs skyld; ikke begrænset til penge.

الصَّدْمَةُ الْأُولَى (al-ṣadmah al-ūlā)

Det første slag; ṣabr viser sig i det øjeblik, ulykken rammer.

الصِّدِّيقُ (al-ṣiddīq)

Den gennemført sandfærdige; rangen lige efter profeterne.

الصِّرَاطُ الْمُسْتَقِيمُ (al-ṣirāṭ al-mustaqīm)

Den lige vej, som man beder om i al-Fātiḥah.

Den lige vej, Allahs vej (al-Anʿām 6:153).

الصَّغَائِرُ (al-ṣaghāʾir)

De små synder, som tilgives ved gode gerninger, når man undgår de store.

الصَّفِيُّ (al-ṣafiyy)

Ens nærmeste og kæreste, fx et barn, en ægtefælle eller en ven.

صَلَاةُ الضُّحَى (ṣalāt al-ḍuḥā)

Formiddagsbønnen; to rakʿah dækker ṣadaqah for alle led (Riyāḍ 118).

الصَّلَاةُ عَلَى وَقْتِهَا (al-ṣalāh ʿalā waqtihā)

Bønnen i dens tid (Riyāḍ 312).

صِلَةُ الرَّحِمِ (ṣilat al-raḥim)

At bevare slægtsbåndene.

Opretholdelse af slægtsbånd.

الصُّلْحُ (al-ṣulḥ)

Kompromis og forlig (al-Nisāʾ 4:128).

الصَّمَدُ – al-Ṣamad

Et af Allahs navne i Sūrat al-Ikhlāṣ, som underviseren opfordrer til at undersøge og reflektere over.

صِيَامُ دَاوُدَ (ṣiyām Dāwūd)

Dāwūds faste: én dag faste og én dag ikke – den bedste frivillige faste (Riyāḍ 150).

ض

الضُّعَفَاءُ (al-ḍuʿafāʾ)

De svage: dem uden magt, status eller beskyttelse.

الضِّلَعُ (al-ḍilaʿ)

Ribbenet i Riyāḍ 273.

الضِّيَاءُ (al-ḍiyāʾ)

Strålende lys med varme; ṣabr er ḍiyāʾ (Riyāḍ 25).

ط

طُرُقُ الْخَيْرِ (ṭuruq al-khayr)

Vejene til det gode; kapitlets emne er, at de er mange.

الطُّمَأْنِينَةُ وَالرِّيبَةُ (al-ṭumaʾnīnah wa-l-rībah)

Ro og uro: sandhed giver ro, løgn giver uro.

الطَّيِّبَاتُ (al-ṭayyibāt)

Det gode og rene, man har tjent, og som man skal give af (al-Baqarah 2:267).

الطِّيَرَةُ (al-ṭiyarah)

At tage varsler og lade dem styre ens beslutninger.

At tage varsler af fx fugle eller hændelser.

ظ

الظَّالِمُ (al-ẓālim)

Den uretfærdige, som man skal holde tilbage (Riyāḍ 197).

الظَّاهِرُ (al-ẓāhir)

Det ydre: det, man kan se og høre.

الظُّلْمُ (al-ẓulm)

Uret: at sætte noget det forkerte sted, over for Allah eller mennesker.

ظَلُومٌ جَهُولٌ (ẓalūm jahūl)

Uretfærdig og uvidende; Allahs beskrivelse af mennesket i al-Aḥzāb 33:72.

الظَّنُّ (al-ẓann)

Mistanke og formodning (al-Ḥujurāt 49:12).

ع

الْعَابِدُ (al-ʿābid)

En hengiven tilbeder; kan have stor ʿibādah uden nødvendigvis at have tilstrækkelig faglig viden.

الْعَافِيَةُ (al-ʿāfiyah)

Velbefindende og beskyttelse mod prøvelser; det, man skal bede Allah om.

الْعَالِمُ (al-ʿālim)

En lærd person; beretningen om 99/100 drab fremhæver korrekt religiøs vejledning.

عَامَّةُ الْمُسْلِمِينَ (ʿāmmat al-muslimīn)

De almindelige muslimer; naṣīḥah for dem er bl.a. at beskytte deres ære.

الْعِبْرَةُ بِعُمُومِ اللَّفْظِ (al-ʿibrah bi-ʿumūm al-lafẓ)

Princippet om, at et vers' generelle ordlyd gælder, ikke kun dets særlige anledning.

الْعَجْزُ (al-ʿajz)

Afmagt og opgivelse; Profeten ﷺ siger: vær ikke afmægtig.

الْعَجَلَةُ (al-ʿajalah)

Hastværk; underviseren forklarer, at det er en del af menneskets natur, som ṣabr skal tøjle.

الْعَدْلُ (al-ʿadl)

Retfærdighed; et af sharīʿahs formål.

الْعَدْلُ بَيْنَ الِاثْنَيْنِ (al-ʿadl bayn al-ithnayn)

At mægle retfærdigt mellem to mennesker.

الْعُرْفُ (al-ʿurf)

Sædvane og kultur; det, der ikke strider mod islam, kan bevares.

عَشْرُ ذِي الْحِجَّةِ (ʿashr Dhī al-Ḥijjah)

De ti første dage af pilgrimsmåneden, de bedste dage for gode gerninger.

الْعَصْرُ (al-ʿaṣr)

Tiden, som Allah sværger ved i sūrat al-ʿAṣr.

الْعِصْمَةُ (al-ʿiṣmah)

Ukrænkelighed: beskyttelsen af blod og ejendom (Riyāḍ 390).

الْعَفَافُ (al-ʿafāf)

Dydighed; at holde sig fra det forbudte, nævnt i Abū Sufyāns opsummering.

Dyd: at holde sig fra det forbudte.

الْعَقَبَةُ (al-ʿaqabah)

Den stejle vej eller forhindring, der skal bestiges (al-Balad 90:11).

الْعُقُوقُ (al-ʿuqūq)

Ulydighed og dårlig behandling af forældrene; emnet for næste lektion.

Ulydighed mod og dårlig behandling af forældrene.

عِلْمُ الدِّرَايَةِ وَالرِّوَايَةِ (ʿilm al-dirāyah wa-l-riwāyah)

Studiet af ḥadīthernes betydning og af deres overlevering.

الْعَهْدُ (al-ʿahd)

Løftet eller pagten med Allah; et brudt løfte kan føre til hykleri (at-Tawbah 9:75–77).

الْعِوَضُ (al-ʿiwaḍ)

Den erstatning, Allah giver for det, man opgiver for Hans skyld.

غ

الْغِبْطَةُ (al-ghibṭah)

Sund misundelse: at ønske sig det samme uden at ønske, at den anden mister det.

الْغَبْنُ (al-ghabn)

Tab i en handel; at bruge helbred og fritid uden udbytte.

الْغَدْرُ (al-ghadr)

At bryde en aftale eller et løfte.

الْغَرْغَرَةُ (al-ghargharah)

Dødsrallen, som nævnes i beretningen om grænsen for tawbah.

غَضُّ الْبَصَرِ (ghaḍḍ al-baṣar)

At sænke blikket (al-Nūr 24:30–31).

الْغُلُوُّ (al-ghuluww)

Overdrivelse, fx i læsning uden forståelse eller ekstreme holdninger.

الْغِنَى (al-ghinā)

Tilstrækkelighed: at være tilfreds og uafhængig af andre.

الْغِيبَةُ (al-ghībah)

Bagtalelse: at nævne noget om en person, som han eller hun ville blive ked af at høre.

Bagtalelse; at »æde menneskers kød«.

ف

الْفَاحِشَةُ (al-fāḥishah)

Skændsel; enhver grim handling eller tale (al-Nūr 24:19).

الْفَأْلُ (al-faʾl)

Det gode varsel og optimisme, som Profeten ﷺ holdt af.

الْفِتْنَةُ (al-fitnah)

Prøvelse og fristelse, fx i dunyā og mellem kønnene.

Prøvelse; rigdom og magt er også en prøvelse.

الْفَتْوَى (al-fatwā)

En religiøs vurdering, som ikke bør afgives uden viden.

الْفُجُورُ (al-fujūr)

Ondskab og afvigelse, som løgn fører til.

الْفُجُورُ فِي الْخُصُومَةِ (al-fujūr fī al-khuṣūmah)

At gå over stregen, når man skændes.

الْفَرَائِضُ (al-farāʾiḍ)

Pligterne, som Allah elsker mest, at man kommer Ham nærmere med.

الْفَرَائِضُ – farāʾiḍ

Pålagte, obligatoriske handlinger, som prioriteres før de frivillige.

Al-farāʾiḍ · الْفَرَائِضُ

Det, Allah har pålagt – fx de fem daglige bønner og zakāh. Ifølge ḥadīthen nærmer tjeneren sig ikke Allah med noget, der er Ham kærere.

الْفَرَجُ (al-faraj)

Lettelse og udvej efter en svær tid.

فِرْسِنُ شَاةٍ (firsin shāh)

En fårefod; billedet på en meget lille gave (Riyāḍ 306).

الْفُرْقَانُ (al-furqān)

Evnen til at skelne mellem godt og ondt (al-Anfāl 8:29).

الْفَرْكُ (al-fark)

At hade sin ægtefælle (Riyāḍ 275).

الْفِطْرَةُ (al-fiṭrah)

Den rene natur, som ethvert menneske fødes med; løgn er noget, man lærer.

Den medfødte natur, mennesket er skabt med.

فِعْلُ الْخَيْرِ (fiʿl al-khayr)

At gøre det gode (al-Ḥajj 22:77).

الْفُقَرَاءُ (al-fuqarāʾ)

De fattige.

الْفِقْهُ (al-fiqh)

Dyb forståelse af dīnen.

Dyb forståelse.

فَقُهُوا (faquhū)

At have forstået dīn; betingelsen for, at de bedste før islam er de bedste i islam.

الْفَلَاحُ (al-falāḥ)

Succes og sand fremgang, som verset knytter til tawbah.

Sand succes, som Āl ʿImrān 3:200 knytter til ṣabr og gudsfrygt.

Succes; formålet med at påbyde og forbyde (Āl ʿImrān 3:104).

ق

الْقَبُولُ فِي الْأَرْضِ (al-qabūl fī al-arḍ)

Den accept og kærlighed hos menneskene, som Allah giver den, Han elsker.

الْقَدَرُ (al-qadar)

Allahs bestemmelse, som ṣabr også gælder.

قَدَرُ اللَّهِ وَمَا شَاءَ فَعَلَ (qadaru Allāh wa-mā shāʾa faʿal)

»Det er Allahs bestemmelse, og hvad Han vil, gør Han« – det, man siger i stedet for »hvis bare«.

قُرَّةُ أَعْيُنٍ (qurrat aʿyun)

»En glæde for øjnene« – det, man beder om i sin ægtefælle og sine efterkommere (al-Furqān 25:74).

قَسْوَةُ الْقَلْبِ (qaswat al-qalb)

Hjertets hårdhed, der kommer, når der går lang tid mellem påmindelserne.

الْقَصْدُ (al-qaṣd)

Det mellemlange, mellem langt og kort (Riyāḍ 148).

قَضَاءُ الْحَوَائِجِ (qaḍāʾ al-ḥawāʾij)

At opfylde andres behov; kapitlets emne.

قَطِيعَةُ الرَّحِمِ (qaṭīʿat al-raḥim)

Afskæring af slægtsbånd.

الْقِوَامَةُ (al-qiwāmah)

Mandens ansvar for at stå op for, beskytte og forsørge (al-Nisāʾ 4:34).

الْقَوْلُ السَّدِيدُ (al-qawl al-sadīd)

Det rette og sande ord (al-Aḥzāb 33:70).

الْقِيَاسُ (al-qiyās)

Analogi: at bedømme en ny sag ud fra en kendt med samme grund.

قِيَامُ اللَّيْلِ (qiyām al-layl)

Natbøn; i Ramaḍān tarāwīḥ med imāmen.

ك

الْكَبَائِرُ (al-kabāʾir)

De store synder, som løgn ifølge underviseren hører til.

De store synder, som kræver særskilt tawbah.

الْكَبَدُ (al-kabad)

Besvær og møje; al-Balad 90:4 siger, at mennesket er skabt i besvær.

Møje og anstrengelse, som mennesket er skabt til (al-Balad 90:4).

الْكِبْرُ (al-kibr)

Hovmod; det, der fik manden til at afvise at spise med højre hånd (Riyāḍ 159).

Hovmod, som skader alle relationer.

كَبِّرْ كَبِّرْ (kabbir kabbir)

»Lad den ældste tale« (Riyāḍ 351).

كَثْرَةُ السُّؤَالِ (kathrat al-suʾāl)

De mange, unødige spørgsmål, der ødelagde tidligere folk (Riyāḍ 156).

الْكَذِبُ (al-kadhib)

Løgn – også at bøje sandheden, udelade vigtige oplysninger eller overdrive.

الْكُرْبَةُ (al-kurbah)

En byrde eller bekymring.

الْكَفَاءَةُ (al-kafāʾah)

Ligeværdighed mellem ægtefæller, fx i levevilkår.

الْكَفَّارَةُ (al-kaffārah)

Sonen for en brudt ed.

الْكَفَالَةُ (al-kafālah)

At tage sig af en forældreløs – økonomisk og i sit hjem.

الْكِفْلُ (al-kifl)

En andel; Ādams første søn får en andel af ethvert uretfærdigt drab (Riyāḍ 172).

En andel eller byrde af det onde, man går i forbøn for (al-Nisāʾ 4:85).

كَلِمَةُ عَدْلٍ (kalimat ʿadl)

Et retfærdigt ord, som kaldes den bedste jihād (Riyāḍ 194).

Et retfærdigt ord; den bedste jihād (Riyāḍ 194).

الْكُهُولَةُ (al-kuhūlah)

Modenheden fra ca. 40 til 60 år – visdom, ansvar og fordybelse.

ل

لَا إِكْرَاهَ فِي الدِّينِ (lā ikrāha fī al-dīn)

Der er ingen tvang i troen.

لَا يَمَلُّ اللهُ حَتَّى تَمَلُّوا (lā yamallu Allāhu ḥattā tamallū)

Allah afbryder ikke lønnen, før I selv holder op.

اللَّعْنَةُ (al-laʿnah)

Forbandelse: at blive holdt borte fra Allahs barmhjertighed.

اللَّغْوُ (al-laghw)

Forgæves tale eller handling; den, der rører småsten under khuṭbah, har talt forgæves (Riyāḍ 128).

لِقَاءُ اللهِ (liqāʾ Allāh)

Mødet med Allah.

لَوْ (law)

»Hvis« – i betydningen »hvis bare jeg havde«, som åbner for Shayṭāns værk.

م

مَالٌ رَابِحٌ (māl rābiḥ)

En profitabel formue; al-Nawawī nævner også læsemåden rāyiḥ.

الْمُؤْمِنُ الْقَوِيُّ (al-muʾmin al-qawī)

Den stærke troende – først og fremmest stærk i īmān og karakter.

الْمُتَأَلِّي (al-mutaʾallī)

Den, der sværger (Riyāḍ 250).

الْمُتَضَعَّفُ (al-mutaḍaʿʿaf)

Den, folk ser ned på (Riyāḍ 252).

الْمُتَنَطِّعُونَ (al-mutanaṭṭiʿūn)

Dem, der går for vidt og skærper, hvor det ikke hører hjemme (Riyāḍ 144).

مِثْقَالُ ذَرَّةٍ (mithqāl dharrah)

Et støvkorns vægt – den mindste gerning, som også vil blive set (al-Zalzalah 99:7–8).

Et støvkorns vægt – den mindste gerning, som også vil blive set (al-Zalzalah 99:7).

مَثْنَى وَفُرَادَى (mathnā wa-furādā)

To og to eller alene; Allahs opfordring til refleksion (34:46).

مَجَالِسُ الذِّكْرِ (majālis al-dhikr)

Forsamlinger, hvor Allah ihukommes (Riyāḍ 1447).

الْمُجَاهَدَةُ (al-mujāhadah)

At anstrenge sig vedvarende imod det, der holder én tilbage fra Allah; samme rod (j-h-d) som jihad.

الْمُجَاهَرَةُ (al-mujāharah)

At vise sine synder åbenlyst frem (Riyāḍ 241).

مُحَاسَبَةُ النَّفْسِ (muḥāsabat al-nafs)

At holde regnskab med sig selv, fx hver aften.

الْمُحَافَظَةُ عَلَى الْأَعْمَالِ (al-muḥāfaẓah ʿalā al-aʿmāl)

At holde fast i og bevare sine gode gerninger; kapitlets emne.

مُحْدَثَاتُ الْأُمُورِ (muḥdathāt al-umūr)

Nyopfundne sager i religionen.

الْمَخْرَجُ (al-makhraj)

Udvejen, som Allah giver den, der har taqwā (aṭ-Ṭalāq 65:2).

الْمُدَاوَمَةُ (al-mudāwamah)

At holde fast i en gerning over tid; det mest elskede hos Profeten ﷺ.

At holde fast i en gerning over tid, selv om den er lille.

الْمَذْهَبُ (al-madhhab)

En anerkendt retsskole; de fire madhāhib har forskellige, anerkendte tilgange.

الْمَرْءُ مَعَ مَنْ أَحَبَّ (al-marʾ maʿa man aḥabb)

Et menneske er sammen med dem, han elsker (Riyāḍ 368).

الْمِرَاءُ (al-mirāʾ)

Skænderi og diskussion for at vinde (Riyāḍ 629).

الْمُرَبِّي (al-murabbī)

En vejleder, man altid kan vende tilbage til.

الْمُسَامَحَةُ (al-musāmaḥah)

Overbærenhed og tilgivelse, som naboskab bygger på.

الْمُسْتَكْبِرُ (al-mustakbir)

Den hovmodige, der ser ned på andre.

الْمِسْكِينُ وَالْأَسِيرُ (al-miskīn wa-l-asīr)

Den fattige og fangen (al-Insān 76:8).

الْمُسَلْسَلُ (al-musalsal)

En ḥadīth, der fortælles med det samme særlige træk hos hver fortæller i kæden.

الْمُعَاشَرَةُ بِالْمَعْرُوفِ (al-muʿāsharah bi-l-maʿrūf)

At leve sammen på en god og anerkendt måde (al-Nisāʾ 4:19).

الْمَعْرُوفُ (al-maʿrūf)

Det gode og kendte gode; intet af det må ses ned på (Riyāḍ 121).

Det gode, som er alment kendt som godt.

Det, som hverken sharīʿah eller god moral afviser.

Det rimelige og anerkendte; forsørgelse efter samfundets rimelige standard og ens evne (al-Baqarah 2:233).

Det passende efter normen (Riyāḍ 304).

الْمُعْسِرُ (al-muʿsir)

Den, der er i økonomiske vanskeligheder.

الْمَعِيَّةُ الْخَاصَّةُ (al-maʿiyyah al-khāṣṣah)

Allahs særlige nærhed med de tålmodige troende – beskyttelse og hjælp – som underviseren skelner fra den generelle nærhed.

الْمَغْرَمُ (al-maghram)

Gæld, som Profeten ﷺ søgte beskyttelse imod.

الْمُفْلِسُ (al-muflis)

Den fallerede (Riyāḍ 218).

مَفْهُومُ الْمُخَالَفَةِ (mafhūm al-mukhālafah)

Modsætningsslutning: at det omvendte af et udsagn også gælder.

الْمُقَارَبَةُ وَالسَّدَادُ (al-muqārabah wa-l-sadād)

At holde sig tæt på målet uden overdrivelse eller forsømmelse og at sigte efter det rette.

الْمَقْتُ (al-maqt)

Stærk afsky; det, Allah føler over for at sige det, man ikke gør (al-Ṣaff 61:3).

الْمُقْسِطُ (al-muqsiṭ)

Den retfærdige (Riyāḍ 354).

الْمُقْسِطُونَ (al-muqsiṭūn)

De retfærdige (Riyāḍ 659).

الْمَكَارِهُ (al-makārih)

Det, sjælen ikke kan lide, som Jannah er omgivet af.

الْمَنُّ (al-mann)

At minde andre om det gode, man har gjort for dem.

الْمُنَافِقُ (al-munāfiq)

Hykleren.

الْمَنْزِلَةُ (al-manzilah)

Den rang hos Allah, som en tjener kan nå gennem prøvelser, han ikke ville nå ved sine gerninger alene.

الْمُنْكَرُ (al-munkar)

Det forkerte, som man skal forbyde; at forbyde på den forkerte måde kan selv blive et munkar.

Det onde, man skal erkende og afvise.

مَهْ (mah)

»Stop!« – et ord, der forbyder og irettesætter (Riyāḍ 142).

الْمَهْرُ (al-mahr)

Brudegaven, som kvinden selv fastsætter.

Brudegaven, som manden forpligter sig til at give.

الْمُوبِقَاتُ (al-mūbiqāt)

De ødelæggende synder (Riyāḍ 1614).

الْمَوَدَّةُ وَالرَّحْمَةُ (al-mawaddah wa-l-raḥmah)

Kærlighed og barmhjertighed, som ægteskabet bygger på (al-Rūm 30:21).

الْمَوْعِظَةُ (al-mawʿiẓah)

En formaning eller påmindelse, også når indholdet allerede er kendt.

ن

نَاصِحٌ أَمِينٌ (nāṣiḥ amīn)

En troværdig rådgiver; Hūds beskrivelse af sig selv (al-Aʿrāf 7:68).

نَافِخُ الْكِيرِ (nāfikh al-kīr)

Den, der puster til smedens ild; billedet på den dårlige ven.

النَّجْشُ (al-najsh)

At byde en pris op uden at ville købe for at snyde en anden (Riyāḍ 235).

النَّجْوَى (al-najwā)

Hemmelig samtale eller hvisken (al-Nisāʾ 4:114).

النُّخَاعَةُ (al-nukhāʿah)

Spyt eller slim; at lade det ligge i moskéen uden at dække det til er en dårlig gerning (Riyāḍ 119).

النَّذِيرُ (al-nadhīr)

Advareren i 35:37: Profeten ﷺ ifølge flertallet, det grå hår ifølge andre.

النُّزُلُ (al-nuzul)

Det, der forberedes til gæsten; den, der går til moskéen, får det i Jannah (Riyāḍ 123).

النَّسْخُ (al-naskh)

Ophævelse; ifølge Riyāḍ 168 ophævede Allah byrden i 2:284 med 2:286.

النِّصَابُ (al-niṣāb)

Beløbsgrænsen, over hvilken zakāh skal betales.

النُّصْرَةُ (al-nuṣrah)

At støtte; over for den uretfærdige betyder det at holde ham tilbage (Riyāḍ 237).

At hjælpe og støtte; over for den, der gør uret, betyder det at holde ham tilbage (Riyāḍ 237).

النَّصِيحَةُ (al-naṣīḥah)

Oprigtigt råd; emnet for næste lektion.

Oprigtigt råd; ordet rummer både at lappe et hul og at rense noget.

النِّفَاسُ (al-nifās)

Blødningen efter fødsel, hvor samleje ikke er tilladt.

النِّفَاقُ (al-nifāq)

Hykleri; ifølge underviseren beslægtet med nafaq, en tunnel med to udgange.

Hykleri: når det ydre ikke svarer til det indre.

Hykleri; det, Ḥanẓalah frygtede, da hans īmān svingede (Riyāḍ 151).

Hykleri: at udgive sig for at være noget andet, end man er.

Hykleri; i troen eller i handlingerne.

Hykleri: når det indre ikke svarer til det ydre.

النَّفْسُ (al-nafs)

Sjælen og dens lyster, som skal beherskes.

النَّفْسُ الْأَمَّارَةُ بِالسُّوءِ (al-nafs al-ammārah bi-l-sūʾ)

Den del af sjælen, der befaler det onde.

النَّفْسُ اللَّوَّامَةُ (al-nafs al-lawwāmah)

Den selvbebrejdende sjæl, der kan trække én op mod det gode eller ned mod det dårlige.

النَّفْسُ الْمُطْمَئِنَّةُ (al-nafs al-muṭmaʾinnah)

Den rolige sjæl, der finder ro i at ihukomme Allah.

النَّفَقَةُ (al-nafaqah)

Forsørgelse, som er mandens ansvar.

Forsørgelse.

Forsørgelse: det, man giver ud til dem, man har ansvaret for.

نَقْضُ الْغَزْلِ (naqḍ al-ghazl)

At optrævle garnet efter at have spundet det – billedet på at ødelægge det, man har bygget op (al-Naḥl 16:92).

النَّوَافِلُ (al-nawāfil)

De frivillige gerninger, der bygges oven på pligterne.

النَّوَافِلُ – nawāfil

Frivillige ekstrahandlinger, såsom sunnah-bønner, der nævnes som en vej til større nærhed til Allah.

Al-nawāfil · النَّوَافِلُ

Frivillige handlinger ud over pligterne. Ifølge ḥadīthen bliver tjeneren ved med at nærme sig Allah med dem, indtil Han elsker ham.

النُّورُ (al-nūr)

Lys; bønnen er lys (Riyāḍ 25).

النِّيَّةُ (al-niyyah)

Intentionen, der kan gøre en lille gerning stor og en stor gerning lille.

ه

الْهِبَةُ (al-hibah)

En gave uden gengæld; roden i »hab lanā«, giv os.

الْهَجْرُ (al-hajr)

At blive holdt på afstand; de tre, der blev tilbage fra Tabūk, blev isoleret i halvtreds dage.

الْهِجْرَةُ (al-hijrah)

Udvandringen for Allahs skyld.

الْهُدَى (al-hudā)

Vejledning; det første, der bedes om i Riyāḍ nr. 71.

الْهُدَى وَالضَّلَالَةُ (al-hudā wa-l-ḍalālah)

Vejledning og vildfarelse, som man kan kalde andre til (Riyāḍ 174).

الْهَرْوَلَةُ (al-harwalah)

Hurtig gang eller løb; i Riyāḍ 96 billedet på, at Allah giver mere end tjenerens indsats.

الْهَمُّ وَالْحَزَنُ (al-hamm wa-l-ḥazan)

Bekymring for det, der kommer, og sorg over det, der er sket; de to duʿāʾer søger tilflugt fra dem.

هَيِّنٌ لَيِّنٌ (hayyin layyin)

Blid og mild, let at omgås (Riyāḍ 641).

و

الْوَاجِبُ (al-wājib)

Det obligatoriske, som vejer tungere end det frivillige.

الْوَاصِلُ (al-wāṣil)

Den, der opretholder slægtsbåndet, også når det brydes fra den anden side (Riyāḍ 322).

الْوِتْرُ (al-witr)

Den ulige bøn efter ʿishāʾ; underviserens eksempel på en lille fast gerning.

وَجْهٌ طَلِيقٌ (wajh ṭalīq)

Et åbent, smilende ansigt.

الْوَحْيُ (al-waḥy)

Åbenbaringen, som tog til mod slutningen af Profetens ﷺ liv.

Åbenbaringen; ifølge al-Najm 53:3–4 taler Profeten ﷺ ikke af egen lyst.

Åbenbaringen, som ophørte ved Profetens ﷺ død (Riyāḍ 360).

الْوُدُّ (al-wudd)

Den særlige kærlighed og venskab, ens forældre havde til nogen (Riyāḍ 341).

الْوَدُودُ (al-Wadūd)

Et af Allahs navne: Den Kærlige.

Allahs navn: Den, der elsker; ifølge underviseren tilgiver Han med kærlighed.

الْوِزْرُ (al-wizr)

Byrden af en synd, som den, der starter en dårlig sunnah, bærer for andre (Riyāḍ 171).

الْوَصِيَّةُ (al-waṣiyyah)

Formaning og testamente; Profetens ﷺ formaning om kvinderne.

الْوَفَاءُ (al-wafāʾ)

Troskab og loyalitet i relationer, også efter døden.

الْوِقَايَةُ (al-wiqāyah)

Beskyttelse; ordets sproglige rod, som taqwā kommer af.

الْوَكِيلُ (al-wakīl)

Den, man overlader en sag til; Allah er den bedste at overlade sagen til.

الْوَلِيُّ (al-walī)

Den, der er Allah nær, og som Allah beskytter (Riyāḍ 95).

Den, der er Allah nær gennem īmān og gode gerninger; Allah beskytter Sine nære (awliyāʾ).

Værgen ved ægteskab, som ifølge underviseren mister sin ret, hvis han hindrer et godt ægteskab.

ي

الْيَتِيمُ (al-yatīm)

Den, der har mistet sin far før puberteten.

الْيُسْرُ وَالْعُسْرُ (al-yusr wa-l-ʿusr)

Lethed og vanskelighed; Allah vil lethed for os (al-Baqarah 2:185).

الْيَقِينُ (al-yaqīn)

Fuldkommen overbevisning i troen; underviseren beskriver det som at tilbede Allah, som om man ser Ham, og som troens højeste niveau.

Vished: en tro så stærk, at det er, som om man ser det, Allah og Hans Sendebud ﷺ har fortalt.

I 15:99 det visse, dvs. døden; ellers visheden i troen, som beskytter mod tvivl.

Forklaringerne er redaktionens sammenfatning fra de enkelte lektioner og er ikke en ordbog. Kun indhold, som redaktionen har gennemgået og udgivet, er med.