Gå til indhold
Giv feedbackLog ind
Privatliv

Privatliv og dine data

Hvad Riyāḍ al-Ṣāliḥīn · MUNIDA gemmer om dig, hvor det ligger, hvem der kan se det, og hvordan du sletter det.

Kort fortalt

  • Du kan se undervisningen uden konto. En konto bruges kun til dine egne noter, refleksioner og praktiske råd.
  • Det, du skriver, er privat. Kun du kan se det i appen – heller ikke redaktionen.
  • Vi bruger ingen reklame og ingen statistikværktøjer. Vores egne cookies holder dig logget ind og husker, om du har valgt mørkt tema. På sider med videoer indlæses YouTubes og Instagrams afspillere automatisk, og Google og Instagram (Meta) kan da sætte deres egne cookies (se »YouTube« og »Instagram« nedenfor).
  • Du kan til enhver tid hente en kopi af dine data og slette din konto.

Hvem står bag

Dataansvarlig: Ilias Gourram. Kontakt: iliasgourram@gmail.com.

Behandlingsgrundlag for din konto og det, du selv skriver: dit samtykke (databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra a, og – for oplysninger, der kan afsløre religiøs overbevisning – art. 9, stk. 2, litra a). Du giver samtykket, når du opretter en konto, og du kan til enhver tid trække det tilbage ved at slette din konto. Tilbagetrækningen påvirker ikke lovligheden af behandlingen før da. Brugsstatistikken bygger på et andet grundlag; se afsnittet »Brugsstatistik« nedenfor.

Riyāḍ al-Ṣāliḥīn · MUNIDA er en selvstændig studieplatform. Undervisningen kommer fra MUNIDAs gennemgang i Wakf, og MUNIDAs navn og logo bruges med MUNIDAs skriftlige tilladelse for at vise, hvor undervisningen kommer fra. MUNIDA står ikke inde for platformens øvrige indhold, fx redaktionelle tekster, kildenoter og praktiske råd.

Hvad vi gemmer

Din konto

  • Din e-mailadresse. Du logger ind med en engangskode, som sendes til din e-mail.
  • Vælger du en adgangskode, gemmes den kun som en uigenkaldelig kode (hash), ikke som klartekst.
  • Hvornår du gav dit samtykke, og hvilken version af samtykketeksten du accepterede.
  • Vi beder ikke om navn, telefonnummer eller adresse.

Det, du selv skriver og markerer

  • Dine noter: teksten, hvilken lektion den hører til, og et tidspunkt i videoen, hvis du angiver det.
  • Dine refleksioner: teksten og hvilken lektion eller hvilket råd den hører til.
  • Dine praktiske råd: teksten, om du har markeret det som gjort, og en opfølgningsdato, hvis du vælger en. Er et råd fast, gemmes ugedagene og datoen, du sidst markerede det »gjort i dag« (ikke en række af dage).
  • »Mine råd i min kalender«: hvornår du lavede dit private kalenderlink, og hvornår en kalender sidst hentede det. Selve linket gemmes ikke – kun en uigenkaldelig kode (hash) af det. Linket virker som en adgangskode: den, der har det, kan se dine aktive råd med dato eller faste dage. Du kan lave et nyt eller slå det fra under »Mine praktiske råd«; din kalender (fx iCloud, Google eller Outlook) gemmer rådenes tekst efter sine egne vilkår.
  • »Del som billede« ved et råd laver billedet i din browser; det sendes ikke til os. Kun rådets tekst og kilden kommer med.
  • »Tilføj til kalender« ved et råd laver en kalenderfil på din forespørgsel; filen gemmes ikke hos os. Den indeholder rådets tekst, så når du åbner den, gemmer din egen kalender (fx iCloud, Outlook eller Google) teksten efter sine egne vilkår.
  • Har du tidligere tilføjet egne videolinks (YouTube-id og titel), er de stadig gemt; de er med i din dataeksport og slettes med din konto.

Din fremdrift

  • Hvilke lektioner du har åbnet, hvornår, og hvor langt du nåede i videoen, så du kan fortsætte hvor du slap.
  • Hvilke lektioner og undervisningsgange du selv har markeret som gennemført.
  • »Ugens genopfriskning« på forsiden vælges ud fra dine gennemførte lektioner og viser din egen refleksion til ḥadīthen. Den beregnes, når du åbner siden; der gemmes intet ekstra, og ingen andre kan se den.

Påmindelser på telefonen (kun hvis du slår dem til)

  • For hver enhed, hvor du selv slår påmindelser til under Konto: en adresse hos enhedens push-tjeneste og to tekniske nøgler, som påmindelsen krypteres med, samt hvornår du slog dem til, og hvornår den seneste påmindelse blev sendt.
  • Hvilke påmindelser du har valgt (opfølgning, undervisning i dag, nye lektioner, fortsæt hvor du slap) og på hvilke tidspunkter af dagen (1–4 klokkeslæt).
  • For at sende højst én påmindelse pr. valgt tidspunkt og ikke gentage dem: hvornår og ved hvilket tidspunkt du sidst fik en påmindelse og af hvilken slags, og hvornår du sidst fik besked om nye lektioner eller om at fortsætte, og hvilke lektioner du har fået besked om, at de har fået resumé og aḥādīth (højst én sådan besked om ugen, kun hvis du har valgt »Nye lektioner«).
  • En påmindelse om opfølgning nævner kun antallet af praktiske råd – aldrig hvad rådet handler om. »Fortsæt hvor du slap« (kun hvis du selv slår den til) viser titlen på den lektion, du er i gang med, og hvor langt du er nået; den kan ses på låseskærmen.
  • Spørgsmål, du sender til næste dars: teksten, lektionen, tidspunktet og om redaktionen må vise spørgsmålet anonymt sammen med svaret. Redaktionen ser spørgsmålet uden dit navn eller din e-mail. Du kan trække et ubesvaret spørgsmål tilbage.
  • »Øv igen senere«: hvilke aḥādīth du vil øve udenad, og hvornår næste gentagelse er (efter 1, 3 og 7 dage). Kun du kan se det; en påmindelse nævner kun antallet.
  • »Min læseplan«: dit valgte tempo, hvornår planen startede, og hvornår du sidst fik en påmindelse om den. Næste lektion regnes ud fra de lektioner, du selv har markeret som gennemgået.
  • »Mine markeringer«: de pointer, begreber og råd, du har markeret som vigtige (teksten og lektionen).
  • Hvis du melder, at et foreslået oplæsningstidspunkt ikke passer: hvilket afsnit og hvornår. Redaktionen ser kun antallet af meldinger; du får besked, når tidspunktet er rettet.

Sikkerhed ved login

For at stoppe misbrug tæller vi forsøg på at bede om og indtaste engangskoder. Din e-mail og IP-adresse gemmes her kun som en uigenkaldelig kode (hash), og registreringerne slettes efter et døgn.

Hvor dine data ligger

  • Supabase: login og database. Databasen ligger i EU (Stockholm, Sverige).
  • Vercel: driver selve webappen. Appens serverfunktioner kører i Stockholm, Sverige.
  • Brevo: sender e-mails med engangskoder til login.
  • YouTube (Google): afspiller lektionernes videoer. Afspilleren indlæses automatisk, når du åbner en side med en video (se nedenfor).
  • Instagram (Meta): viser MUNIDAs videoer om søndagsdarsen. Afspilleren indlæses automatisk på de sider, hvor videoerne står.
  • Har du slået påmindelser til, leveres de af din enheds push-tjeneste: Apple på iPhone og iPad, Google på Android og i Chrome, Mozilla i Firefox. Påmindelsen er krypteret, så tjenesten ikke kan læse teksten; den ser kun, at der sendes en besked til din enhed.

Hvem kan se dine data

Dine noter, refleksioner, praktiske råd og din fremdrift kan kun ses af dig, når du er logget ind. Det gælder også redaktører og administratorer: appen giver dem ingen adgang til deltageres private data. Databasen håndhæver reglen for hver eneste forespørgsel.

Dine data er ikke krypteret, så kun du kan læse dem (end-to-end). Personer med teknisk driftsadgang til databasen kan derfor i princippet se dem; den adgang bruges kun til drift og fejlretning.

Vi deler ikke dine data med andre, bruger dem ikke til reklame og lader ikke AI læse eller behandle dem.

Hvor længe gemmer vi dem

  • Noter, refleksioner, praktiske råd og fremdrift gemmes, indtil du selv sletter dem eller sletter din konto.
  • Registreringer af loginforsøg slettes efter et døgn.
  • En enhed med påmindelser slettes, når du slår dem fra, logger ud på enheden, sletter din konto, eller når push-tjenesten melder, at enheden ikke længere findes (fx fordi appen er fjernet fra hjemmeskærmen).
  • Sletter du din konto, bliver den spærret med det samme, og alle dine data fjernes fra databasen. Sikkerhedskopier af databasen kan indeholde dine data, indtil de udløber.

Sådan henter og sletter du dine data

  • En enkelt note, refleksion eller et råd sletter du med knappen »Slet« ved den.
  • Under Konto kan du hente alle dine data som en fil og slette hele din konto.

Cookies og lagring i din browser

Når du logger ind, sætter appen de cookies, der er nødvendige for, at du forbliver logget ind. Vælger du tema med knappen øverst, gemmes valget i cookien »riyad-theme« i et år; den indeholder kun »light«, »dark« eller »auto«. Vælger du størrelse på den arabiske tekst, gemmes det på samme måde i cookien »riyad-ar-size« (»normal«, »stor« eller »storre«). Lukker du »Kom godt i gang«, husker cookien »riyad-velkommen« det (værdien »1«). Der er ingen cookies til statistik eller reklame, og appen gemmer ikke dine noter i browseren. En lille baggrundsfil (service worker) viser påmindelser, hvis du slår dem til, og gemmer teksten fra de lektioner, du åbner (resumé, aḥādīth og praktiske råd, som redaktionen har udgivet – det samme for alle), så du kan læse dem uden net. Den gemmer aldrig dine noter, refleksioner eller egne råd. Du kan fjerne de gemte lektioner ved at slette webstedsdata for Riyāḍ i browserens indstillinger.

Brugsstatistik

For at se, om platformen bliver brugt – og hvilke lektioner der hjælper – måler vi, hvor længe en side er åben og synlig, hvilken lektion det er, og om videoen afspilles. Det bruges kun til samlede tal, som administratorerne ser (fx »12 brugere var inde på Lektion 4 i denne uge«). Ingen kan se, hvad netop du har gjort, og indholdet af dine noter, refleksioner og råd indgår aldrig.

  • Logget ind: pr. dag gemmes antal sekunder med platformen åben og pr. lektion antal visninger og sekunder med siden synlig og videoen i gang. Det er med i din dataeksport og slettes, når du sletter din konto, og ellers efter 400 dage.
  • Ikke logget ind: der bruges ingen cookies eller lagring i din browser. Serveren danner et kodenavn ud fra din IP-adresse og browser med en hemmelig nøgle, der kun gælder den dag og derefter slettes. IP-adressen gemmes ikke. Pr. lektion gemmes kun samlede tal uden kodenavn.
  • Online nu: for at vise, hvor mange der er inde lige nu, gemmes hvornår du sidst havde en side åben, og på hvilken lektion. Det overskrives løbende og slettes efter et døgn; administratorerne ser kun antal.
  • Grundlag: vores legitime interesse i at forbedre undervisningsplatformen (databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra f).

Feedback

Giver du feedback – via »Giv feedback« nederst på siden eller i den lille boks, der en gang imellem spørger, hvordan platformen hjælper dig – gemmes din vurdering, de emner du vælger, din tekst og hvilken side eller lektion du var på. Administratorerne ser svarene uden dit navn, sammen med et groft tal for, hvor mange dage du har brugt platformen den seneste måned. Din feedback er med i din dataeksport og slettes, når du sletter din konto. Boksen vises højst én gang hver 30. dag og ikke igen i 90 dage, når du har svaret.

YouTube

Afspilleren indlæses automatisk fra YouTube (youtube-nocookie.com), når du åbner en side med en video; videoen starter først, når du trykker afspil. Din browser henter da afspilleren fra Google, som modtager oplysninger om dit besøg (fx IP-adresse) og kan gemme oplysninger i din browser, når du afspiller. Her gælder Googles privatlivspolitik og YouTubes servicevilkår. Hvor langt du er nået i en video, gemmes i din konto hos os – ikke i din YouTube-historik.

Instagram

Under Undervisning kan der stå opslag om søndagsdarsen fra MUNIDAs Instagram. Platformen gemmer kun linket til opslaget; opslagets beskrivelse vises af Instagram selv. Videoen og dens beskrivelse vises i Instagrams egen afspiller, som indlæses automatisk, når du åbner siden (Undervisning og de lektioner, der har en introvideo). Din browser henter den da fra Instagram (Meta), som kan sætte cookies og modtage oplysninger om dit besøg, fx din IP-adresse og hvilken side du er på. Vil du undgå det, så undlad at åbne de sider. Her gælder Instagrams privatlivspolitik.

Samtykke

Noter om dit studie af islamiske tekster kan efter databeskyttelsesreglerne regnes som følsomme oplysninger. Derfor beder vi om dit udtrykkelige samtykke, når du opretter en konto:

Jeg giver samtykke til, at mine private noter, refleksioner og praktiske råd gemmes på min konto, så jeg selv kan bruge dem i mit studie. Jeg kan trække samtykket tilbage ved at slette min konto.

Samtykketekst, version 2026-10-22-3.