Gå til indhold
Giv feedbackLog ind
← Til lektionenVælg »Gem som PDF« som printer for at få en PDF-fil.
Riyāḍ al-Ṣāliḥīn · Lektion 43

Lektion 43 · Kapitlet om betydningen af et gavmildt hjerte

Hentet 11. november 2026 fra riyad-platformen · undervisning ved MUNIDA

Resumé: At give af det, man elsker – og af det gode

Underviserens pointer

  • Islam ændrer forståelsen af ejendom: den kan glæde andre og styrke relationerne til familien.
  • Āl ʿImrān 3:92: al-birr – indbegrebet af godhed – opnås ikke, før man giver af det, man elsker, og Allah ved, hvad man giver.
  • Giver vi det overflødige, der alligevel skulle ud, eller noget, der har en plads i hjertet?
  • Det forbudte kan aldrig blive godt; underviseren nævner ḥadīthen om, at Allah er god og kun tager imod det gode (Muslim 1015).
  • Al-Baqarah 2:267: giv af det gode, I har tjent, og søg ikke det dårlige at give af. Ṣaḥābah spurgte sig selv, hvad de elskede mest, og gav det.
  • Vær forsigtig med indtjeningen og gråzonerne, og spørg dem, der ved mere.
  • Der henvises til en beretning om dadler givet som ṣadaqah i moskeen, hvor Profeten ﷺ var utilfreds med de dårligste (Abū Dāwūd 1608): giv ikke affaldet af din formue.
  • Riyāḍ 297: Abū Ṭalḥah gav straks sin mest elskede ejendom, og Profeten ﷺ rådede ham til at give den til de nærmeste.
  • Øjeblikkelig lydighed og villighed til at give det dyrebare er tegn på īmān; ṣadaqah omfatter også tid, krop og viden.
  • Det, man giver væk, er det, der bliver tilbage (al-Tirmidhī 2470).
  • Giv til de nærmeste først, og opfyld det obligatoriske – arvingernes ret og zakāh – før det frivillige.
  • Den, der har svært ved at give, skal finde årsagen – nærighed, status eller frygt for tab. Shayṭān lover fattigdom, Allah lover tilgivelse og godhed (al-Baqarah 2:268), og hver sygdom har sin kur.

Begreber

Sammenhæng

Lektionen gennemgår kapitel 37, »Bāb al-infāq mimmā yuḥibb wa-min al-jayyid«, i forlængelse af kapitlet om forsørgelse af familien i Lektion 42. Den går igennem Āl ʿImrān 3:92 og al-Baqarah 2:267 og kapitlets eneste ḥadīth, Riyāḍ 297 om Abū Ṭalḥah, og slutter med spørgsmål om at prioritere ṣadaqah og zakāh. Ud over Riyāḍ 297 gengiver og forklarer underviseren to støtteberetninger med egne afsnit: dadlerne i moskeen (Abū Dāwūd 1608) og fåret (al-Tirmidhī 2470). Han nævner også (ca. 26:31) ordene om, at Allah har fordelt karaktertræk, som Han har fordelt levebrød, og kun giver dīn til dem, Han elsker; udgiverne af Musnad Aḥmad (nr. 3672) kalder isnāden svag og holder dem med al-Dāraquṭnī for Ibn Masʿūds egne ord (mawqūf), så de står her og ikke som ḥadīthafsnit. I forbifarten nævner han ḥadītherne om, at Allah er god og kun tager imod det gode (Muslim 1015), at ṣadaqah er et bevis (Muslim 223), og at ṣadaqah til en slægtning giver dobbelt belønning (al-Tirmidhī 658; al-Tirmidhī: ḥasan).

Underviserens råd

  • Tænk over, om din seneste ṣadaqah var noget, du holdt af.
  • Spørg en kyndig, hvis du er i tvivl om din indtjening.
  • Giv ikke det dårligste af det, du har.
  • Giv også af din tid, viden og uddannelse.
  • Hold dig orienteret om, hvordan din familie har det.
  • Hjælp en trængende slægtning ved at dække behovet direkte, hvis hjælpen ellers bruges forkert.
  • Køb ikke det forbudte for andre, men gerne resten af indkøbet.
  • Under niṣāb skal man ikke betale zakāh, men man kan stadig give ṣadaqah.
  • Forvent ikke en reaktion fra den, du giver til; giv for Allahs skyld.
  • Hjælp til selvhjælp, når nogen bliver afhængig af din hjælp.

Ḥadīth 1: Abū Ṭalḥah giver sin mest elskede ejendom

Fortalt af Anas ibn Mālik

Læst op i videoen ved 14:17

Kort resumé

Da verset »I opnår ikke fromheden, før I giver af det, I elsker« blev åbenbaret, gav Abū Ṭalḥah sin mest elskede ejendom, palmehaven Bayraḥāʾ over for moskeen, som ṣadaqah for Allah. Profeten ﷺ roste det som en profitabel formue og rådede ham til at give den til sine nærmeste, og Abū Ṭalḥah fordelte den blandt sine slægtninge og fætre.

Forklaring (sharḥ)

Underviseren præsenterer Abū Ṭalḥah som en af de store blandt anṣār, der tog imod islam tidligt og var med Profeten ﷺ i de svære tider, gift med Umm Sulaym.

Han fortæller om Umm Sulayms tålmodighed og tillid til Allah, da parret mistede et barn, og hvordan hun fortalte Abū Ṭalḥah det skånsomt.

Abū Ṭalḥah var blandt de rigeste i Medina, og Bayraḥāʾ var hans mest dyrebare ejendom: en have med palmer og vand lige over for moskeen, hvor Profeten ﷺ plejede at drikke.

Da verset kom, stod han straks op, gav haven som ṣadaqah i håb om belønningen hos Allah og bad Profeten ﷺ placere den, hvor han fandt bedst.

Profeten ﷺ roste handlingen – en formue, han vil blive ved med at vinde på – og rådede ham til at give den til sine nærmeste.

Den første lærdom er ṣaḥābahs øjeblikkelige lydighed uden kalkuler; underviseren nævner som eksempel kvinderne, der straks dækkede sig, da verset om det kom.

Han nævner ḥadīthen om, at ṣadaqah er et bevis (Muslim 223): jo mere dyrebart man er villig til at give for Allahs skyld, jo stærkere bevis på īmān.

Ofringen gælder al formue, ikke kun penge: tid, krop, viden og uddannelse, som man bruger til gavn for andre.

Han nævner ordene om, at Allah har fordelt karaktertræk, som Han har fordelt rizq: dunyā gives både til dem, Han elsker, og til dem, Han ikke elsker, men dīn kun til dem, Han elsker. Udgiverne af Musnad Aḥmad (nr. 3672) holder dem for Ibn Masʿūds egne ord; se resuméet.

Han fortæller, at et får var blevet givet væk undtagen skulderen, og at Profeten ﷺ sagde, at alt var tilbage undtagen skulderen: det, man giver, er det, der bliver.

Abū Ṭalḥah spurgte Profeten ﷺ, hvor han skulle placere sin ṣadaqah: man er aldrig for god til at søge råd hos dem, der ved mere, om hvor belønningen er størst.

Rådet om de nærmeste: det er den bedste ṣadaqah, den styrker båndene og giver dobbelt belønning (al-Tirmidhī 658), og det er forkert at give til fremmede, mens ens familie mangler.

Det obligatoriske går forud for det frivillige: arvingernes ret skal opfyldes, før man donerer af en afdøds formue, og ṣadaqah i stedet for zakāh giver lige så lidt mening som at faste Ramadan i en anden måned.

Rækkefølgen er familien, naboerne, lokalsamfundet og så videre; ekstraordinær nød andre steder kan veje tungere, men den generelle retningslinje er de nærmeste først.

Bruger en trængende slægtning hjælpen forkert, har han stadig ret til den; underviseren nævner, at man kan dække behovet direkte, fx ved at betale regningerne.

Han afslutter med spørgsmålet: hvad er din egen Bayraḥāʾ – det, du elsker mest og er mest bundet til?

Hvad vi lærer

  • Øjeblikkelig lydighed er et tegn på īmān.
  • Jo mere dyrebart man giver, jo stærkere bevis på īmān.
  • Ṣadaqah er ikke kun penge, men også tid, krop og viden.
  • Søg råd hos dem, der ved mere.
  • De nærmeste kommer først.

Praktiske råd

Reference: Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, 1461 (sunnah.com) (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī nr. 1461 (sunnah.com) og Ṣaḥīḥ Muslim nr. 998 (sunnah.com) (muttafaq ʿalayh); Riyāḍ al-Ṣāliḥīn nr. 297 (sunnah.com), ed. al-Faḥl s. 114–115 (kap. 37, Bāb al-infāq mimmā yuḥibb wa-min al-jayyid). Beretningerne om dadlerne i moskeen (Abū Dāwūd 1608 (sunnah.com)) og fåret (al-Tirmidhī 2470 (sunnah.com)) har egne afsnit; ordene om fordelingen af karaktertræk (Musnad Aḥmad 3672, mawqūf ifølge udgiverne) er omtalt i resuméet. Ṣadaqah som bevis: Muslim nr. 223 (sunnah.com) (ed. ʿAbd al-Bāqī 1/203). Ṣadaqah til en slægtning er dobbelt: al-Tirmidhī nr. 658 (sunnah.com) (ed. Shākir 3/38; al-Tirmidhī: ḥasan).)
Autenticitet: Muttafaq ʿalayh: al-Bukhārī nr. 1461 (sunnah.com) og Muslim nr. 998 (sunnah.com). – kilde: Riyāḍ al-Ṣāliḥīn, ed. Māhir al-Faḥl, s. 114, udgiverens note 2 (al-Bukhārī 2/148 nr. 1461 (sunnah.com); Muslim 3/79 nr. 998 (sunnah.com)).

Ḥadīth 2: Den dårlige daddelklase i moskeen

Fortalt af ʿAwf ibn Mālik

Læst op i videoen ved 12:07

Kort resumé

Profeten ﷺ så en klase dårlige, tørre dadler, som en mand havde hængt op i moskeen som ṣadaqah. Han stak i den med sin stok og sagde, at giveren kunne have givet noget bedre, og at han skal spise den slags dadler på Opstandelsens Dag.

Forklaring (sharḥ)

Underviseren bruger beretningen til at vise, at man ikke skal lede efter det dårligste at give: den, der giver det, han selv ville kassere, får det tilsvarende igen på Dommedagen. Han forbinder det med al-Muzzammil 73:20 om, at det gode, man sender forud, finder man hos Allah.

Hvad vi lærer

  • Giv af det gode, ikke af det, du selv ville kassere.

Praktiske råd

Reference: Sunan Abī Dāwūd, 1608 (sunnah.com) (Sunan Abī Dāwūd nr. 1608 (sunnah.com), ed. al-Arnaʾūṭ 3/53 (Kitāb al-zakāh); også Ibn Mājah nr. 1821 (sunnah.com). Underviseren nævner al-Bukhārī; ordlyden er ikke fundet dér.)
Autenticitet: Ṣaḥīḥ li-ghayrihi ifølge udgiverne af Sunan Abī Dāwūd (al-Arnaʾūṭ m.fl.); denne isnād er ḥasan. – kilde: Sunan Abī Dāwūd, ed. al-Arnaʾūṭ, 3/53, udgivernes note til nr. 1608 (sunnah.com).

Ḥadīth 3: »Alt er tilbage undtagen skulderen«

Fortalt af ʿĀʾishah

Læst op i videoen ved 29:31

Kort resumé

Familien slagtede et får. Da Profeten ﷺ spurgte, hvad der var tilbage af det, svarede ʿĀʾishah, at kun skulderen var tilbage, og han sagde: Alt er tilbage undtagen skulderen.

Forklaring (sharḥ)

Underviseren forklarer, at det, man giver for Allahs skyld, er det, der varer, mens det, man beholder, forsvinder; den, der forstår dunyā på den måde, finder det let at give.

Hvad vi lærer

  • Det, man giver for Allahs skyld, er det, der bliver tilbage.

Praktiske råd

Reference: Jāmiʿ al-Tirmidhī, 2470 (sunnah.com) (Sunan al-Tirmidhī nr. 2470 (sunnah.com), ed. Shākir 4/644 (Abwāb ṣifat al-qiyāmah wa-l-raqāʾiq wa-l-waraʿ). Rammefortællingen om, hvem fåret blev givet til, står ikke i ordlyden.)
Autenticitet: Al-Tirmidhī: »ḥadīth ṣaḥīḥ« (al-Mundhirī gengiver hans ord som »ḥasan ṣaḥīḥ«). Al-Albānī: ṣaḥīḥ. – kilde: Sunan al-Tirmidhī, ed. Aḥmad Shākir, 4/644, nr. 2470; al-Albānī, Ṣaḥīḥ al-Targhīb wa-l-Tarhīb 1/516, nr. 859 (med al-Mundhirīs gengivelse af al-Tirmidhī).

Fra undervisning til handling

Resumé, forklaringer og praktiske råd er redaktionens sammenfatning af undervisningen; se lektionens side for video, tidspunkter og kilder.