Gå til indhold
Giv feedbackLog ind
← Til lektionenVælg »Gem som PDF« som printer for at få en PDF-fil.
Riyāḍ al-Ṣāliḥīn · Lektion 30

Lektion 30 · Advarslen mod at påbyde det gode uden selv at handle

kap. 24

Hentet 11. november 2026 fra riyad-platformen · undervisning ved MUNIDA

Resumé: At leve det, man siger

Underviserens pointer

  • Riyāḍ 1447 igen: englene søger forsamlinger med dhikr og beder for dem, der sidder der, og Allah tilgiver dem alle – også den, der kom tilfældigt. Tilbedelse i fællesskab har ofte større værdi.
  • De seneste seks kapitler har handlet om at kalde andre; dette sidste handler om at kalde til noget og selv gøre det modsatte. Hver uge skal der ske en ændring i adfærden.
  • Et træ med svage rødder vælter i stormen. Identiteten skal rodfæstes indefra; fokus på det ydre alene giver en »facade-islam«, der kan forsvinde ved den første prøvelse.
  • At sige én ting og gøre en anden fører til nifāq, hykleri, og hyklerne er i Ildens laveste del. Vi har alle facader – på arbejdet, hos forældrene, i moskéen og derhjemme.
  • Al-Baqarah 2:44: »Påbyder I folk det gode og glemmer jer selv?« Den nye praktiserende peger ofte udad; ens kritik af sig selv skal være større end ens kritik af andre.
  • Kapitlet betyder ikke, at man først må råde, når man er fejlfri – den tanke kommer fra Shayṭān og fører til to fejl i stedet for én.
  • En ḥadīth nævnes: den, der lærer folk det gode og glemmer sig selv, er som en lampe, der lyser for folk og brænder sig selv op (Jundab ibn ʿAbd Allāh hos al-Ṭabarānī, al-Muʿjam al-kabīr; ḥasan ṣaḥīḥ ifølge al-Albānī, Ṣaḥīḥ al-Targhīb nr. 131).
  • Tre trin: lær, handl, kald. Den, der kalder uden at handle, risikerer hykleri. Den viden, man har, vidner for eller imod én på Dommedagen.
  • På natterejsen så Profeten ﷺ prædikanter, hvis læber blev klippet med sakse af ild (Musnad Aḥmad 13515). Handlingerne går forud for talen.
  • »Mød aldrig dine helte« gælder ikke Profeten ﷺ: jo mere ledsagerne var med ham, jo mere voksede deres kærlighed – et tegn på hans sandfærdighed.
  • Al-Ṣaff 61:2–3: det er yderst forhadt hos Allah at sige det, man ikke gør (al-Tirmidhī 3309 om anledningen). Kend din plads, og undgå tom snak.
  • Riyāḍ 198: manden, der går rundt om sine indvolde i Ilden, påbød det gode uden at gøre det. Men man skal ikke tie, fordi man selv kæmper; man skal bare ikke trivialisere sin synd.

Begreber

Sammenhæng

Lektionen gennemgår kapitel 24, »Bāb taghlīẓ ʿuqūbat man amara bi-maʿrūf aw nahā ʿan munkar wa-khālafa qawluhu fiʿlahu« – det sidste i rækken af kapitler om at kalde andre til det gode. Efter påbud og forbud i Lektion 28–29 handler det nu om faren ved at sige én ting og gøre en anden: versene al-Baqarah 2:44 og al-Ṣaff 61:2–3 og Riyāḍ 198. Næste lektion handler om amānah, det betroede.

Underviserens råd

  • Sæt dig ét mål for ændring hver uge.
  • Rodfæst din identitet indefra.
  • Bed Allah om et fast hjerte.
  • Kritiser dig selv mere end andre.
  • Lad ikke dine fejl holde dig fra at råde.
  • Lær, handl, kald – i den rækkefølge.
  • Tal om det, du selv arbejder med.
  • Se på taleres handlinger, ikke kun deres ord.
  • Hold dit ord.
  • Råd ærligt ud fra din egen kamp.

Ḥadīth 1: Englene, der søger efter forsamlinger med dhikr

Fortalt af Abū Hurayrah

Læst op i videoen ved 3:56

Kort resumé

Profeten ﷺ fortalte, at Allah har engle, der går rundt på vejene og søger efter dem, der ihukommer Ham. De omgiver forsamlingen op til den nærmeste himmel, Allah spørger dem om Sine tjenere, og Han siger til sidst: Jeg har tilgivet dem – også den, der kun kom for et ærinde.

Forklaring (sharḥ)

Underviseren siger, at mennesket (insān) glemmer, og at det derfor er godt at minde hinanden om ḥadīthen igen og igen.

Når englene er til stede, beder de for alle i forsamlingen om tilgivelse og ophøjelse.

Han tilføjer, at de fleste tilbedelser, der udføres i fællesskab, har større værdi hos Allah.

Også den, der tilfældigvis kom forbi moskéen og satte sig, får del i lønnen.

Hvad vi lærer

  • Alle, der sidder i forsamlingen, får del i lønnen, uanset om de kom med vilje eller tilfældigt.

Praktiske råd

Reference: Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, 6408 (sunnah.com) (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī nr. 6408 (sunnah.com), Kitāb al-daʿawāt, bāb faḍl dhikr Allāh ʿazza wa-jalla (ed. al-Sulṭāniyyah 8/86–87), og Ṣaḥīḥ Muslim nr. 2689 (sunnah.com) (25), Kitāb al-dhikr wa-l-duʿāʾ wa-l-tawbah wa-l-istighfār, bāb faḍl majālis al-dhikr (ed. ʿAbd al-Bāqī 4/2069–2070). Riyāḍ al-Ṣāliḥīn nr. 1447 (sunnah.com), Bāb faḍl ḥilaq al-dhikr (kapitel 247), ed. al-Faḥl s. 399–400, med al-Bukhārīs ordlyd. Ḥadīthen står ikke i kapitel 24; den blev også nævnt i Lektion 29. Underviseren gengiver den frit. Allahs spørgsmål til englene om, hvor de kommer fra (»min ayna jiʾtum?«), står i Muslims ordlyd, ikke i den, der er gengivet her.)
Autenticitet: Muttafaq ʿalayh: al-Bukhārī nr. 6408 (sunnah.com) og Muslim nr. 2689 (sunnah.com). – kilde: Riyāḍ al-Ṣāliḥīn, ed. Māhir al-Faḥl, s. 399–400, nr. 1447 (sunnah.com) (»muttafaq ʿalayh«), udgiverens note 1 (al-Bukhārī 8/107 nr. 6408 (sunnah.com); Muslim 8/68 nr. 2689 (sunnah.com) (25)); Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, ed. al-Sulṭāniyyah 8/86–87, nr. 6408 (sunnah.com); Ṣaḥīḥ Muslim, ed. ʿAbd al-Bāqī 4/2069–2070, nr. 2689 (sunnah.com) (25).

Ḥadīth 2: Prædikanterne, hvis læber klippes med sakse af ild

Fortalt af Anas ibn Mālik

Kort resumé

Anas fortalte, at Profeten ﷺ sagde: Den nat, jeg blev ført på natterejsen, så jeg mænd, hvis læber blev klippet med sakse af ild. Jeg spurgte Jibrīl, hvem de var, og han sagde: Det er prædikanter fra din ummah, som påbyder folk det gode og glemmer sig selv, mens de reciterer Skriften. Forstår de ikke?

Forklaring (sharḥ)

Underviseren nævner først en ḥadīth om, at de, der ved mest og ikke handler efter det, straffes hårdest; han siger selv, at de lærde diskuterer dens ægthed, men at meningen er korrekt.

Den viden, man tilegner sig, vidner enten for eller imod én – og det, der afgør det, er handlingerne. På Dommedagen taler lemmerne om, hvad de har gjort.

På natterejsen så Profeten ﷺ folk, hvis læber blev klippet af; de var talere fra hans ummah, der påbød andre det gode og glemte sig selv.

Straffen rammer netop det, man troede gavnede én i dunyā – munden. Handlingerne går forud for talen.

Hvad vi lærer

  • Den, der tror, at det gode kun er at tale, har misforstået islam.

Praktiske råd

Reference: Musnad Aḥmad, 13515 (Musnad Aḥmad nr. 13515 (ed. al-Risālah 21/158–159); udgiverne skriver, at ḥadīthen er ṣaḥīḥ, men at denne isnād er svag på grund af ʿAlī ibn Zayd ibn Judʿān. Mishkāt al-Maṣābīḥ markerer i den anvendte udgave både nr. 5149 (3/1425, samme ordlyd som her) og nr. 4801 (3/1353, ordlyden »… som siger det, de ikke gør«) som ḍaʿīf. Underviseren kalder den autentisk.)
Autenticitet: Ṣaḥīḥ som ḥadīth ifølge udgiverne af Musnad Aḥmad, men denne isnād er svag på grund af ʿAlī ibn Zayd ibn Judʿān. – kilde: Musnad Aḥmad, ed. al-Risālah, 21/159, udgivernes note til nr. 13515.

Ḥadīth 3: Anledningen til »Hvorfor siger I det, I ikke gør?«

Fortalt af ʿAbd Allāh ibn Salām

Kort resumé

ʿAbd Allāh ibn Salām fortalte, at en gruppe af ledsagerne sad og talte sammen og sagde: Hvis vi vidste, hvilken handling Allah elsker mest, ville vi gøre den. Så åbenbarede Allah begyndelsen af sūrat al-Ṣaff: »I, som tror, hvorfor siger I det, I ikke gør?«

Forklaring (sharḥ)

Underviseren gennemgår al-Ṣaff 61:2–3: det er yderst forhadt hos Allah, at man siger det, man ikke gør.

Han fortæller, at ledsagerne ønskede at vide, hvad Allah elsker mest, og at svaret, der kom, var jihād – hvorefter verset kom om at sige det, man ikke gør.

Han kobler det til at kende sin plads: den, der ikke overvurderer sig selv, ved, hvor han skal begynde, og undgår tom snak.

Hvad vi lærer

  • At kende sin plads er begyndelsen på at forbedre sig.

Praktiske råd

Reference: Jāmiʿ al-Tirmidhī, 3309 (sunnah.com) (Jāmiʿ al-Tirmidhī nr. 3309 (sunnah.com) (ed. Shākir 5/412–413), Abwāb tafsīr al-Qurʾān, bāb wa-min sūrat al-Ṣaff, hvor al-Tirmidhī selv nævner, at Muḥammad ibn Kathīr blev modsagt i isnāden fra al-Awzāʿī. Samme beretning med anden ordlyd: Musnad Aḥmad nr. 23788–23789 (ed. al-Risālah 39/205–206). Underviserens oplysning om, at svaret var jihād, står ikke i denne ordlyd. Al-Ṭabarī anfører ved al-Ṣaff 61:2–3 en forklaring fra Ibn ʿAbbās: nogle troende ønskede at kende de gerninger, Allah elsker mest; Allah lod dem vide, at det var īmān og jihād, og da jihād blev påbudt, fandt nogle det tungt, og verset kom (Jāmiʿ al-bayān, ed. Dār al-Tarbiyah wa-l-Turāth, 23/350 og 354). Ḥadīthen står ikke i Riyāḍ al-Ṣāliḥīn.)
Autenticitet: Isnāden er ṣaḥīḥ ifølge udgiverne af Musnad Aḥmad, både ad den vej, al-Tirmidhī bruger, og ad Ibn al-Mubāraks vej, hvor de anfører, at Ibn Ḥajar kaldte den ṣaḥīḥ. Al-Tirmidhī nævner selv uenighed om isnāden. – kilde: Musnad Aḥmad, ed. al-Risālah, 39/205–206, udgivernes noter til nr. 23788 (»isnāduhu ṣaḥīḥ ʿalā sharṭ al-shaykhayn«, med henvisning til al-Tirmidhī 3309 (sunnah.com)) og nr. 23789 (»isnāduhu ṣaḥīḥ«; Ibn Ḥajar, Fatḥ al-Bārī 8/641); Jāmiʿ al-Tirmidhī, ed. Shākir 5/412, nr. 3309 (sunnah.com).

Ḥadīth 4: Manden, der går rundt om sine indvolde i Ilden

Fortalt af Usāmah ibn Zayd

Læst op i videoen ved 37:37

Kort resumé

Usāmah ibn Zayd hørte Profeten ﷺ sige: En mand bliver bragt frem på Dommedagen og kastet i Ilden, så hans indvolde vælter ud, og han går rundt med dem, som æslet går rundt om møllestenen. Ildens folk samles om ham og siger: Hvad er der med dig – påbød du ikke det gode og forbød det onde? Han siger: Jo, jeg påbød det gode, men gjorde det ikke selv, og jeg forbød det onde, men gjorde det selv.

Forklaring (sharḥ)

Underviseren gennemgår billedet: manden går rundt om sine indvolde, som et æsel går rundt om en møllesten for at male korn.

Ildens folk genkender ham som den, der plejede at fortælle dem, hvad de skulle gøre – og han bliver ydmyget, når han svarer.

Ifølge dem, der forklarer ḥadīthen, går han meningsløst rundt som æslet om møllestenen; underviseren tilføjer, at han i dunyā talte og talte uden at handle efter sin viden.

Muslimer skal være mennesker med integritet, hvis ord bliver fulgt af handling; ord er billige, men en muslims ord er det mest dyrebare.

Med et ord træder man ind i islam og indgår ægteskab; derfor har ordet stor værdi, og man skal sætte handling bag det.

Hvad vi lærer

  • Viden uden handling gør livet formålsløst.
  • Man skal ikke holde op med at påbyde det gode, fordi man selv kæmper – men man må aldrig trivialisere sin egen synd.

Praktiske råd

Reference: Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, 3267 (sunnah.com) (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī nr. 3267 (sunnah.com), Kitāb badʾ al-khalq, bāb ṣifat al-nār wa-annahā makhlūqah (ed. al-Sulṭāniyyah 4/121), og Ṣaḥīḥ Muslim nr. 2989 (sunnah.com) (51), Kitāb al-zuhd wa-l-raqāʾiq, bāb ʿuqūbat man yaʾmuru bi-l-maʿrūf wa-lā yafʿaluhu wa-yanhā ʿan al-munkar wa-yafʿaluhu (ed. ʿAbd al-Bāqī 4/2290–2291). Riyāḍ al-Ṣāliḥīn nr. 198 (sunnah.com), kapitel 24 (Bāb taghlīẓ ʿuqūbat man amara bi-maʿrūf aw nahā ʿan munkar wa-khālafa qawluhu fiʿlahu), ed. al-Faḥl s. 86, hvor fortælleren står som »Abū Zayd Usāmah ibn Ḥārithah«, dvs. Usāmah ibn Zayd ibn Ḥārithah; ordlyden følger Muslim. Al-Nawawī forklarer, at »tandaliqu« betyder »kommer ud«, og at »al-aqtāb« er indvoldene.)
Autenticitet: Muttafaq ʿalayh: al-Bukhārī nr. 3267 (sunnah.com) og Muslim nr. 2989 (sunnah.com). – kilde: Riyāḍ al-Ṣāliḥīn, ed. Māhir al-Faḥl, s. 86, nr. 198 (sunnah.com) (»muttafaq ʿalayh«), udgiverens note 1 (al-Bukhārī 4/147 nr. 3267 (sunnah.com); Muslim 8/224 nr. 2989 (sunnah.com) (51)); Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, ed. al-Sulṭāniyyah 4/121, nr. 3267 (sunnah.com); Ṣaḥīḥ Muslim, ed. ʿAbd al-Bāqī 4/2290–2291, nr. 2989 (sunnah.com) (51).

Fra undervisning til handling

Resumé, forklaringer og praktiske råd er redaktionens sammenfatning af undervisningen; se lektionens side for video, tidspunkter og kilder.